Gå tur i regnbuen og tag på en unik tidsrejse
Aarhus byder på museer i verdensklasse, et besøg i Den Gamle By, på ARoS eller en tur til Moesgaard Museum skuffer aldrig! En tur i Tivoli Friheden er et must, når familien besøger Aarhus, hvor rutsjebaner, radiobiler, pariserhjul og Fed Fredag koncerter med nogle af Danmarks bedste kunstnere sikrer timevis af underholdning.
Den Gamle By
I Den Gamle By går du tilbage i tiden og i de brostensbelagte gader, kan du møde karaktererne fora fortiden og komme med indenfor i huse og værksteder fra H.C. Andersen's tid og frem til 1970'erne. Her kan du besøge et kollektiv eller tage på den legendariske jazzbar Bent J.
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Kunstmuseet ARoS med det fantastiske kunstværk Your rainbow panorama på toppen er et must, når du besøger Aarhus. Museet er et oplevelseshus med klassiske kunstudstillinger, imponerende installationskunst og særudstillinger fra ikoniske kunstnere.
Moesgaard Museum
Den arkitektoniske perle Moesgaard Museum, beliggende ved de smukke skove syd for Aarhus, præsenterer fantastiske fortidsfund fra jernalderens våbenofringer til verdens bedst bevarede moselig Grauballemanden.
Væksthusene
En fantastisk gratis oplevelse i Aarhus er et besøg i Væksthusene og Botanisk have. Beliggende ved siden af Den Gamle By og i gå-afstand fra centrum af byen er det et perfekt sted at gå på opdagelse i de fire klimazoner og komme tæt på eksotiske planter og blomster.