Det Gamle Rådhus er et yndet sted for par fra hele Danmark og ofte også fra udlandet, som kommer til Ebeltoft for at blive viet i det charmerende og unikke rådhus.
I rådhuset ligger også Museum Østjylland, hvor der hele året er udstillinger og aktiviteter for både voksne og børn. Tag en pause fra det travle liv på Ebeltofts hovedgade og kig indenfor i den charmerende Farvergård, hvor egnens bønder og byens borgere i gamle dage fik farvet deres garn og stof. Museet laver aktiviteter for børn og voksne året rundt, og især i ferierne bliver I inddraget i de sjove, lærerige og hyggelige aktiviteter.
Vægtersangen er en smuk og stemningsfyldt oplevelse. I sommersæsonen går vægterne deres runde i Ebeltoft fra trappen foran Det Gamle Rådhus, og deres klare sang kan høres vidt omkring. Op mod jul og i forbindelse med Ebelfestival i efterårsferien kan vægterne også høres og ses i de hyggelige brostensbelagte gader med blomstrende stokroser voksende op af de smukke bindingsværkshuse.