MTB-oplevelser i Aarhusregionen til dig der elsker gode bakker
Er du til hops, drops, meget høj fart og teknisk svære nedkørsler? Eller vil du gerne slå dig løs på de lidt mindre spor? Aarhusregionen har nogle af de bedste MTB spor til dig, øvet eller erfaren mountainbiker, der elsker at køre enduro eller måske træner til mountainbike trailcup.

Find længere nede på siden ...
Spor til de letøvede MTB-ryttere
Sværhedsgrad: Letøvede MTB-ryttere.
Tag familien eller vennerne med på et flerdages MTB-eventyr og besøg nogle af de bedste blå (dvs. lettere) mountainbikespor i Aarhusregionen.
7 gode blå spor til din MTB-ferie
Silkeborg
I Vesterskoven ved Silkeborg er der skabt magi i skovbunden på det 17 km lange og meget velbyggede spor, der snor sig gennem den smukke skov. Glæd dig især til Danmarks længste blå nedkørsel.
Viborg
Ved Viborg kan du sno dig gennem den smukke stille granskov på det 8 kilometer lange blå spor i Stendal. Prøv også sporet i Stanghede, som er unikt, fordi du cykler gennem åben hede på naturligt underlag og via naturlige stier og dyreveksler. Sporet er 11 kilometer langt. Du kan møde græssende køer her. I både Stendal og Stanghede undgår du vanskelige byggede elementer.
Randers
Omkring Randers finder du mange gode blå spor. Sporet ved Fussing Sø er 16 kilometer langt og omgivet af store gamle træer. Er du mere til korte spor og flere runder? Så vælg sporet Månedalen eller Dybdalen. Begge er 2 kilometer. Sporet i Månedalen er ikke teknisk krævende, men du bliver udfordret af rødder og et par stejle bakker. Terrænet i Dybedalen er kuperet og varieret.
Aarhus
På sporet i Hasle Bakker i det vestlige Aarhus kan du prøve kræfter med berms, hårnålesving og singletrack i et varieret terræn. Stop undervejs og nyd de flotte udsigter over Aarhus. Sporet er 5 km langt. Der er teknisk og fysisk krævende røde sløjfer, som du let kan cykle udenom.
Spor til Flow-elskeren
Sværhedsgrad: Øvede MTB-ryttere.
Du ved, det er flow, når du mærker det. Oplev det - uanset om du er ny i sporten eller en garvet trail shredder – på en række fede flowspor i Østjylland.
I Marselisborg Skov rammer du ét af Danmarks ældste og lækreste spor i udkanten af Aarhus. Her er fede op- og nedkørsler i den store bøgeskov, der strækker sig sydpå langs kysten. Ud over de lange op- og nedkørsler, kan du blive udfordret på de mere teknisk krævende sektioner såsom ’Ymers Mave’ og ’Stairway to Heaven’.
Nordvest for Viborg finder du det sjove og velbyggede spor, Undallslund, i en plantage med kæmpe ædelgraner, bøgeskov og åbne skovenge med sø og mose. Har du ekstra kræfter i benene, kan du fintune dine færdigheder på et fedt teknikområde. Videre til Stendalen i Viborg Trail Arena. Her giver det lækre blå spor et godt flow igennem den smukke, stille skov. Du får pulsen helt op, selvom sporet er uden svære elementer.
Silkeborg Bikepark er designet af de bedste internationale sporbyggere. Her kan du fintune din teknik og fyre den af på de fede flow- og hoplinjer.
Også sporet i Vesterskoven er et helt fantastisk flow, hvor du er underholdt fra start til slut. Du risikerer at knibe en glædeståre - for i Vesterskoven er der virkelig skabt magi for flow-elskeren.
Spor til den erfarne enduro-rytter
Sværhedsgrad: Erfarne og øvede enduro-ryttere.
I Nordskoven finder du tre berygtede nedkørsler: Devil’s Drop, Devil’s Littlesister og Trædroppet. Navnene taler for sig selv og rammer enduro-rytteren lige i hjertet. Du kører på et fantastisk flowspor i en smuk tæt skov. I alt 18 km singletrack med mange røde og sorte sløjfer.
På alle spor er det dit tempo, der bestemmer sværhedsgraden af de tekniske udfordringer.
Husk beskyttelsesudstyr til hoplinjerne.
Se de bedste MTB-spor

MTB-sporene i Nordskoven
Det blå spor er for begyndere, men det røde og det sorte spor er for de mere øvede ryttere. Sporene blev lagt i 2011 men er siden hen blevet opdateret og renoveret.

Silkeborg BikePark
Silkeborg BikePark er Silkeborgs MTB "legeplads", og ligger den nordlige del af byen. De forskellige spor er markeret med farver, der viser deres sværhedsgrad.

MTB-spor Vesterskoven
MTB-sporet i Silkeborg er helt unikt idet det løber gennem Danmarks største marksystemer fra yngre bronzealder/ældre jernalder (ca. 700 f.Kr-200 e-Kr).

Mountainbike i Randers
I Randers og omegn er der rigtig mulighed for, at tage på en oplevelsesrig mountainbiketur. Så skal der fart over feltet og jord på tøjet, så tag hjelmen på og prøv kræfter med en af de mange mountainbikeruter i Randers.

Mountainbike i Hasle Bakker
MTB-sporet i Hasle bakker giver dig tekniske udfordringer og 105 højdemeter med udsigt over Aarhus og Søhøjlandet.

Marselisborg Sporet
Forestil dig en hel weekend med mountainbike, familie og venner - i skov, tæt på vandet og stigninger på næste 600 meter. Det kan du på Marselisborg Sporet i Aarhus, hvor der er masser af mulighed for at kombinere en skøn weekend med familiehygge, gode venner og masser af action på mountainbike.
Overnat tæt ved sporene - ’bike in bike out’
Som enduro-rytter kan du overnatte på Vejlsøhus Hotel og Konferencecenter eller Ly Outdoor Camp i Silkeborg. Begge overnatningssteder med cykelafstand til Bikeparken og sporene i Nordskoven.
Bike pit
Hotellet har ’bikepit’, hvor du kan vaske og servicere din cykel; aflåst cykelskur og særlige outdoorværelser, hvor din cykel også må overnatte trygt sammen med dig. Campingpladsen tilbyder bl.a. teltpladser og hytter, og her har du adgang til en mindre bikestation.

Vejlsøhus Hotel og Konferencecenter
Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter er vældigt populært som kursus- og konferencecenter - hvor de sætter miljø og sport & outdoor i fokus. Samarbejde med AQUA udvider mulighederne for at opleve naturen helt tæt på.

Ly Outdoor Camp i Silkeborg
Ly Outdoor Camp in Silkeborg giver jer muligheden for at nyde en aktivferie lige ned til Gudenåens bred. Og når trangen til shopping eller cafe hygge melder sig, så ligger Silkeborg by indenfor 20 minutters gåafstand.

Hotel Randers
Hotel Randers ligger midt i centrum. Hotellet er kendt for sit høje niveau, kvalitet, service og de flotte omgivelser.

Randers City Camp
På Randers City Camp bor du midt i den flotte natur lige uden for Randers. Lige meget om du bor i en luksushytte, din egen campingvogn eller telt, har du adgang til alle de fantastiske faciliteter.

Hotel & Restaurant Fru Larsen
Hos Hotel & Restaurant Fru Larsen får du både en fantastisk gastronomisk oplevelse med mad i verdensklasse og overnatning på et hyggeligt og nærværende hotel.
Find flere MTB ruter
