Moesgaard Museum set fra siden

Turisterne strømmede til Aarhus i sommerferien

22.8.2022
Foto: Moesgaard Museum

Årets sommersæson er værd at klappe i hænderne over for turisterhvervet i Aarhus. Juni bød på flere overnatninger end samme måned i rekordåret 2019.

Hotelsengene, campingpladserne, vandrehjemmene osv. rundt i Aarhus har været mere i brug denne sommer, end de har været de sidste par år. Aarhus har nemlig oplevet en stigning i overnatninger i juni på 25 procent i forhold til samme måned i 2019 og en stigning i første halvår 2022 på 14,2 procent i forhold til 2019, der ellers var et rekordår for turismen i Aarhus.
Fremgangen ses blandt andet hos hotellerne i Aarhus, som oplevede en fremgang på 9,6 procent flere overnatninger i første halvår af 2022 i forhold til samme periode i 2019.

”Der er stor grund til at glæde sig over, at Aarhus er tilbage på sporet. Corona har været ekstra hård ved storbyturismen, og derfor har mange turismevirksomheder manglet gæster. Vi har brugt mange kræfter på at kickstarte turismen med kampagner og markedsføring. Og nu ser det ud til, at vi er stærkt på vej tilbage”, siger Pia Lange Christensen, direktør, VisitAarhus.

Fremgangen i antal overnatninger i Aarhus skyldes blandt andet, at de internationale turister er på vej tilbage, men også at der igen er kommet gang i erhvervsturismen med konferencer og erhvervsovernatninger. Noget som Scandic Aarhus City kan nikke genkendende til.

”Vi har haft en rigtig god sommer med mange gæster. I juni havde vi mange erhvervsgæster og i juli og frem var det en god blanding af turister generelt. Og så oplever vi også, at de udenlandske gæster er kommet igen. Så vi har haft en sommer, som ligner dem, vi havde inden corona,” siger Nina Carlslund, General Manager, Scandic Aarhus City.

Det er især de tyske gæster som trækker tallet for internationale besøgende op, mens de fleste andre lande stadig er et stykke fra 2019-niveauet.

Fuld fart på attraktionerne

De mange overnattende gæster i Aarhus har også brugt tid på gode oplevelser, og det er kommet byens attraktioner til gavn. På Moesgaard Museum er man meget tilfredse med sommerens besøgstal.

”Vi er særdeles tilfredse med besøgstallet for sommeren, som ligger 56% højere end 2019. Vi var på forhånd meget spændte på, hvordan udviklingen efter Corona-perioden ville forløbe, og om de fleste danskere i år ville vælge at holde sommerferien i udlandet. Vores populære særudstilling RUS - Vikinger i Øst har i høj grad medvirket til, at vi har haft mange gæster, og at vi endda ligger en smule over sidste år. Derfor forventer vi også en del besøgende i den kommende tid, inden særudstillingen lukker d. 11. september,” siger publikumschef på Moesgaard, Henrik Hatt.

Hele Aarhusregionen i vækst

Det er ikke kun i Aarhus, at sommeren får smilene frem på læben hos turismevirksomhederne. Hvis man kigger på årets første seks måneder, som er de nyeste overnatningstal tilgængelige, så oplever alle otte kommuner i Aarhusregionen fremgang i antal overnatninger i forhold til samme periode i 2019.
Faktisk ligger Aarhusregionen 17 procent over samme periode i 2019. På landsplan hedder det tal 13 procent.

”Vi er utrolig glade for, at vi over hele Aarhusregionen ser en fremgang i antal overnatninger. Det er igen med til at understrege, at området har noget helt unikt at tilbyde, og at attraktioner, overnatningssteder, restauranter osv. gør et kæmpe stykke arbejde for at give gæsterne en god ferie,” siger Pia Lange Christensen, direktør, VisitAarhus.