VisitAarhus
Nyheder

4. aug. 2026

Kristiina - den lokale vært på pletten

Til daglig kører Kristiina Hansen-Gøtze tog gennem Danmark. Om sommeren bruger hun sin fritid på at vise gæster vej til de gode oplevelser i Randers og på Djursland.

Velkomstværten Kristiina i Randers
Foto: VisitAarhus

Det giver mig simpelthen så meget glæde at hjælpe folk videre. Jeg kan virkelig godt lide at være den lokale på pletten.”

Kristiina Hansen-Gøtze står på Rådhustorvet i Randers med sin turistinfo-ladcykel fyldt med foldere og brochurer, som kan inspirere til at opleve hendes hjemegn – ja, hele Aarhusregionen.

Som en del af VisitAarhus’ velkomstteam deler hun ud af sit lokalkendskab, sine personlige anbefalinger og sin glæde ved at hjælpe andre. Og der er ikke to opgaver, der er ens.

Nogle gæster vil gerne have et overblik over Randers’ historie og middelalderlige bykerne. Andre leder efter kunst, familieoplevelser, gratis aktiviteter eller steder, de ikke selv ville have fundet via en almindelig søgning på nettet,” fortæller hun.

Kunst og gratis aktiviteter

Vi kan noget andet end det, man kan læse sig til. Jeg kan fortælle nogle andre historier og anbefale oplevelser, jeg selv bruger. Det giver en mere uformel samtale om, hvad man kan opleve.”  

Det kan bl.a. være en tur gennem Randers’ særlige baggårde, et besøg på GAIA eller en anbefaling af gratis aktiviteter for familier, der holder ferie i deres egen by.

Kristiina Hansen-Gøtze arbejder ikke ud fra en fast liste over seværdigheder. I stedet spørger hun ind til gæsternes interesser og forsøger at finde den oplevelse, der passer bedst til dem.

Der er ikke to gæster, der er ens. Nogle interesserer sig for historie, andre for kunst eller noget helt tredje. Derfor handler det om at lytte og spore sig ind på, hvad de gerne vil opleve.

Føles ikke som arbejde

Kristiina Hansen-Gøtze er født og opvokset i Randers, uddannet socialpædagog og antropolog og har desuden erfaring som underviser. I dag arbejder hun på fuld tid som togfører, men alligevel finder hun tid til at tage vagter som velkomstvært.

Jeg har egentlig ikke meget tid til at have det ved siden af mit arbejde. Men jeg gør det, fordi jeg bliver så glad af det. Det føles ikke som arbejde. Det er fritid, hygge og en rar oplevelse,” forklarer hun.

Netop kontakten med mennesker er en væsentlig del af motivationen.

Jeg elsker at se glæden i andre menneskers øjne. Det er især hyggeligt, når gæster kommer tilbage og fortæller, at de har haft en god oplevelse.

Samtidig ser hun rollen som en mulighed for at være ambassadør for sin hjemby.

Randers har rigtig mange gode ting at byde på, men der skal være nogen til at fortælle de gode historier. For mig er det personligt. Jeg synes, jeg bor et af de mest fantastiske steder i Danmark.

Oplevelser på tværs af kommunegrænser

VisitAarhus’ velkomstteam i Randers og på Djursland består af 12 medarbejdere, der er placeret centrale steder i Randers, Grenaa og Ebeltoft.

Vi er på gaden og møderne gæsterne, hvor de er. I løbet af den otte uger lange sommersæson taler velkomstværterne med tusindvis af gæster. Samlet står de til rådighed i cirka 2.500 timer,” fortæller gæsteservicekoordinator Lene Lind, VisitAarhus.

Velkomstværterne arbejder efter et rotationsprincip og skifter derfor mellem de forskellige steder. Det betyder, at feriehusgæster på Djursland også kan få inspiration til oplevelser i Randers, mens gæster i Randers kan få anbefalinger til natur, attraktioner og udflugter på Djursland.

Som Kristiina Hansen-Gøtze har hovedparten af velkomstværterne i år takket ja til at tage en tørn mere for turismen.

Ud af de 12 velkomstværter har otte været velkomstværter i én eller flere sæsoner tidligere, så de kommer med erfaring i bagagen,” fastslår Lene Lind.

Tal på turismen i Randers

Turisme-omsætningen i Randers er 715 mio. kr. – heraf kommer 467 mio. kr. fra feriegæster og 249 mio. kr. fra forretningsbesøg.

Randers har begrænset overnatningskapacitet - alligevel var der 139.733 overnatninger i 2025.  

Antallet af overnatninger i 2026 er indtil videre 8 pct. højere end i samme periode sidste år.  

84 pct. af overnatningerne er danske gæster – resten er udenlandske turister.

Gæstetilfredsheden i Randers er ”meget høj”.

Kilder: VisitDenmark, Center for Regional- og Turismeforskning og Danmarks Statistik.