Lucia-optog i Aarhus

Aarhus’ største luciaoptog vender tilbage

29.11.2022
Foto: Per Bille, Ry-foto.dk

Efter to års fravær på grund af corona vender Aarhus’ største luciaoptog nu tilbage for fuld musik den 13. december. Flere hundrede frivillige ReThinkers fra VisitAarhus, lokale aarhusianere og en fire meter høj luciabrud er med i årets optog.

Med tændte lys, hvidt tøj og en fire meter høj luciabrud er der lagt op til, at en af julens faste traditioner i Aarhus vender tilbage. Det store luciaoptog blev skabt i 2018, men det måtte holde pause de to seneste år på grund af corona.

Nu er det heldigvis igen muligt at mødes, og derfor er der lagt op til et kæmpe optog gennem Aarhus’ gader den 13. december. Optoget starter fra Lille Torv kl. 17.00, hvor solisten Trine Ulnits Jensen vil synge to smukke julesange fra altanen på Paustian-bygningen. Herefter går optoget ad Store Torv, fortsætter op ad Strøget og slutter til sidst ved Aarhus Street Food.

”Vi er så glade for, at vi endelig kan få lov til igen at sprede julehygge i gaderne i Aarhus med vores store luciaoptog. Det var en skuffelse både i 2020 og 2021, at vi ikke kunne gennemføre. Så i år håber vi virkelig på, at rigtig mange aarhusianere vil stimle sammen langs ruten og være med til at markere, at traditionen er tilbage”, siger direktør i VisitAarhus Pia Lange Christensen.

Frivillige står bag
Luciaoptoget er arrangeret af ReThinker som er VisitAarhus’ frivillighedsorganisation. Et par tusinde frivillige er med i netværket som hjælper til ved eksempelvis kulturelle arrangementer og krydstogtanløb.

De sidste par måneder – ja faktisk de sidste par år – har de frivillige arbejdet på udsmykningen til luciaoptoget. Selve luciabruden er helt ny og lavet af de frivillige. Egentlig var den klar allerede sidste år, men blev ikke vist frem på grund af corona. Men nu kan det hele endelig komme ud på gaden, og aarhusianerne kan se den fire meter høje luciabrud i aktion.

”Vi kan næsten ikke vente. Luciaoptoget er en fantastisk oplevelse for både de frivillige, deltagerne og for publikum. Målet er at bidrage til julestemningen i byen. Men det handler også om at sætte fokus på de frivillige kræfter, som er med til at gøre så mange kulturelle begivenheder rundt i Aarhusregionen mulige. I 2022 har de frivillige ReThinkers hjulpet til over 150 events og kulturarrangementer. Det er vi ret stolte af”, siger frivillighedschef i VisitAarhus Ulla Svenningsen Lund.

Tidsplan for luciaoptoget tirsdag den 13. december:
17.00-17.10: Lille Torv: Solosang ved solist Trine Ulnits Jensen. Luciaoptoget starter
17.10-17.30: Luciaoptoget bevæger sig fra Lille Torv, gennem Strøget og ender ved Aarhus Street Food