©  Foto:

Smykkeskrinet i Den Gamle By

I det lille museum Smykkeskrinet i Den Gamle By kan du se og opleve en helt enestående samling af klassiske, danske smykker fra det 20. århundrede.

Smykkeskrinet er en permanent udstilling i Den Gamle By, som er en helt unik samling bestående af ca. 1000 af de bedste danske sølvsmykker fra perioden 1900-2000. 

Tysk ægtepar fra Berlin

Det er et tysk ægtepar fra Berlin, Marion og Jorg Schwandt, der igennem 40 år har samlet på smykkerne. Samlingen skaber et overblik over de strømninger i det 20. århundredes smykkekunst, som er særligt danske. Det vil sige det enkle, det funktionelle og med fokus på lys og refleksion.

Samlingen rummer forskellige smykker lige fra brocher, urkæder, hattenåle og hårkamme til skospænder, halskæder og fingerringe.

Kendte smykkedesignere og sølvsmede

Smykkerne er blandt andet designet af Georg Jensen og Kay Bojesen. Eksperter på området betegner udstillingen som ”helt enestående i såvel Danmark som i udlandet”. Mange af de mest kendte smykkedesignere og sølvsmede er repræsenteret med mesterværker i samlingen. Det gælder for eksempel Mogens Ballin, Thorvald Bindesbøll, Marie Christiansen, Kay Bojesen, Torun Bülow-Hübe, Bent Gabrielsen, Uwe Helmuth Moltke, Evald Nielsen, Svend Weihrauch og Georg Jensen.

Den Gamle By

Museumsdirektør fra Den Gamle By Thomas Bloch Ravn fortæller, at museet tilbage i 2011 fik et praj om, at det måske ville være muligt at erhverve en fornem samling af dansk smykkekunst til Den Gamle By. En samling, hvis lige det ikke vil være muligt at genskabe. Henvendelsen kom fra en kender på området, som mente, at samlingen ville passe godt sammen med Den Gamle Bys gode, omend ikke så kendte samlinger inden for den finere danske kunstindustri.

En milliondonation fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond gjorde det muligt at erhverve samlingen og bygge det underjordiske Smykkeskrin, hvor samlingen nu bliver udstillet permanent.

Se, hvad andre deler på Instagram

#smykkeskrinet #visitaarhus #visitaarhusregion