Aarhus har et rigt kulturliv og byder på mange spændende museer og attraktioner. Tag f.eks en tur i Den Gamle By og træd ind i hverdagen, som den så ud i 1974 eller gå på opdagelse i museets mange udstillinger.
På Moesgaard Museum kan I komme helt tæt på både fortidens og nutidens mennesker. Nyd den flotte arkitektur på museet og gå en tur gennem den smukke skov ned til Moesgård Strand.
På ARoS Aarhus Kunstmuseum kan I gå på opdagelse i de forskellige udstillinger og slutte museumsbesøget af med at se Aarhus i farver ved at gå en tur i den ikoniske regnbue Your rainbow panorama.
I kan også tage en tur i Tivoli Friheden, der i anledning af Halloween er pyntet flot op. Forlystelserne kører stadig, så der er rig mulighed for at få sus i maven i parkens rutsjebaner og forlystelser.
I Musikhuset er der altid et bredt program med både comedy, klassisk musik, teater og koncerter.
Gratis med et AarhusCARD
Husk at I med et AarhusCARD får gratis adgang til en lang række museer og attraktioner i Aarhus, gratis parkering og gratis transport med bus og letbane i hele Aarhus og region Midtjylland. Du kan købe dit AarhusCARD her.