Maltfabrikken i Ebeltoft

Hvorfor er Ebeltoft en god feriedestination for børnefamilier?

Foto: Frame & Work

Ebeltoft er en by med masser af sjæl, mange hyggelige og kulturelle oplevelser for gæster i alle aldre, og med mange typer natur omkring sig. Den stemning, I oplever i byen Ebeltoft er virkelig helt unik, uanset hvor I bevæger jer rundt.

I denne guide følger du Irene Olsen på hendes tur rundt i Ebeltoft på Djursland.

✍️ Af Irene Olsen
Lokal guide på Djursland

Om det er på byens brosten. I det charmerende havnemiljø. På de rolige badestrande. Eller i den storslåede natur i Mols Bjerge. Her kan hele familien slappe af og lade op. Jeg anbefaler en tur, hvor I oplever Ebeltoft fra børnehøjde og nyder at se byen igennem deres øjne. På den her tur får I set både byen og lidt af naturen omkring – alt indenfor gåafstand. Turen varer ca. tre timer – medmindre I bliver fristet til at fordybe jer enkelte steder undervejs.

Lokal guide Irene Olsen
Foto: Alexander Håkansson

Hvad skal vi opleve allerførst i Ebeltoft?

Start ved Maltfabrikken – din, min og vores. En stor rød dame, der stolt skuer ud over vigen. Den gamle maltfabrik er nænsomt og fantastisk ombygget, og huser nu både bibliotek, museum og arkiv. Her er kunstnerboliger, værksteder, spisehus, bryggeri, kulturhus, pop-up butik og masser af events. Før I begiver jer ind i bygningen og går på opdagelse, kan I måske tanke op med en kop kaffe-to-go til de voksne og kardemommesnurrer til hele banden i Lundbergs Spisehus lige på gårdspladsen.

Tag begge dele med op i ”skorstenen” på Maltfabrikken og slå jer ned på bænken.

Tæl evt. alle trin på vej op. I må ikke tælle højt naturligvis – først sige det, når I er helt oppe. Hvor mange trin var der så? Børn og voksne (og selv blot de voksne) er aldrig helt enige.

Fra skorstenen er der en fantastisk udsigt over vigen med badestrand, kajakker og småbåde – her kan man næsten se hele verden. Lige foran jer ligger Fregatten Jylland, Danmarks største krigsskib. Ude til højre kan I se Mols Bjerge, hvor I absolut også bør gå på opdagelse. Det må blive en anden dag. Til venstre kan I se strandområdet ved Ahl og indsejlingen til Ebeltoft, mens I lige overfor kan se Helgenæs og Dragsmur.

Hvilke børnevenlige aktiviteter finder vi på Maltfabrikken?

Der er meget at opleve på Maltfabrikken. Når I bevæger jer nedad fra skorstenen, kan I kigge på nogle af de mange små film i havestuen, der viser Ebeltoft, som byen så ud før og nu. Kig ind i det runde lokale med siddepladser. Det stammer fra dengang huset her var maltfabrik.

Fordi I har børnene med, skal I huske at komme forbi Malthasar, børnebibliotekets udlånsmaskine, der er lavet af maltpedellerne og af gamle ting og sager fra den gamle fabrik. Her er også en masse små mus – gemt, glemt eller bare lige til at spotte. Se om, I kan finde dem alle. Oppe i velkomsten kan man hos de søde frivillige få et musekort, som I kan bruge på jeres jagt efter dem. 

På vej ud passerer I legepladsen bygget helt i træ. Vurder, om I har tid til et stop her i dag – der er så meget at nå.    

Hvor kan vi nyde både shopping og stemning?

Fra Maltfabrikken går I ud på de toppede brosten, lige ud i byens charmerende, små gader. Her kan I indsnuse byens atmosfære, slentre forbi butikkerne med kunsthåndværk, silkekjoler, keramik, glas, Molsbolsjer og meget mere. I kan kigge ind i nogle af gallerierne. I Tinghuset, der nu er kunstmuseum eller på Rådhuset, hvor der hver weekend er flere, der bliver gift. Her er mange små restauranter og cafeer, de små og sjove steder. Læg mærke til ”Usædvanlige flødeboller”, men vent med at gå ind – det sted vender vi tilbage til senere.

Foto: Museum Østjylland

Hvor kan vi opleve børnevenlig natur?

Fra toppen af Maltfabrikken så I ud til Ahl strand. Det er lidt af en gåtur, men I kan aftale at køre derud og så gå en rundtur. Her møder I først en fredet strandeng med små søer, hvor fuglene yngler og kan være i fred. Her er en meget anderledes natur end i resten af området omkring Ebeltoft. 

Gå højre om og helt ned langs vandet, hvor I kan hoppe fra sandtue til sandtue. Så kommer I til en lysning med store træer, græsvolde og kanoner. Og her kan der gå leg i den! Find lange pinde – de er jeres våben, når I skal forsvare Ebeltoft mod de store skibe med kæmpesejl, der kommer ind i vigen. Måske bliver I nødt til at affyre kanonerne.

Og overvej i forlængelse af legen, om I i morgen skal ned på Fregatten Jylland og prøve at ligge i en af hængekøjerne.

Foto: VisitAarhus

Hvor slutter vi dagen? 

I får den perfekte afslutning på dagen tilbage i Ebeltoft hos ”Usædvanlige flødeboller”, hvor I kan nyde en kop kaffe og en vidunderlig hjemmelavet flødebolle med tyk chokolade. Og hvor I kan lade skulderne falde ned på plads. Der er så meget at være glad for.

Starttips til turen

 

  1. Påklædning: Er det en kold dag, skal I huske godt, varmt overtøj og fodtøj – evt. også et par gummistøvler til turen ud til Ahl. Er det sommer og solskin, er det solcremen, som skal øverst i tasken
  2. Parkering: Sæt evt. bilen lige over for Maltfabrikken – lige ved siden af Langhoff og Juul – og gå op igennem den specielle, flade forhave op til Maltfabrikken.
  3. Legeplads: En af områdets bedste legepladser ligger ved Horisonten. I finder den, når I går forbi Fregatten og følger stien ud mod havnen. Her er bedst om sommeren, men med god påklædning er der meget, der går godt (der er vindomsust). Om sommeren er der Bar indrettet i den sjove bygning, der rummer fællessangsplads og madpakkepladser.
  4. Badestrand: Der er en super lang børnevenlig badestrand hele vejen rundt langs vigen, og på vej ind til Ebeltoft er der flere P-Pladser, der kan bruges af badegæsterne. Om sommeren står her en udstyrsvogn fra Karpenhøj med fiskenet, spande med kikkertlåg og alt muligt andet spændende.
  5. Is: Der er så mange gode steder, I kan købe is: hos Vaffelbageriet  i Gågaden med hjemmelavede vafler, kaffe m.m. Ved Paradis på Rådhustorvet, eller hos det lille gammeldags Ishus på havnen lige – over for Fiskebutikken, restauranterne og caféen.