Den Gamle By er endnu engang blevet hædret med hele 3 stjerner i Guide Michelin for sin tidsrejse i en unik seværdighed i verdensklasse, og Moesgaard Museum har nu også 3 stjerner for sit særlige fokus på- og illustration af tiden fra stenalderen til vikingetiden. ARoS Aarhus Kunstmuseum har fået tildelt 2 stjerner i guiden og er særligt blevet anerkendt for den exceptionelle museumsbygning og museets samlinger.
To af Aarhus’ smukke kirker har også fået tildelt stjerner i Michelin Travel Guide. Aarhus Domkirke får 2 stjerner og bliver rost for sine tiltalende proportioner og ophøjede elegance. Vor Frue Kirke er blevet hædret med 1 stjerne. Desuden fremhæver Michelin Travel Guide yderligere en lang række af byens andre attraktioner, bl.a. Kvindemuseet, Stenomuseet, Vikingemuseet, Rådhuset og Musikhuset Aarhus som steder, der bestemt er et besøg værd. Også Latinerkvarteret og Botanisk Have får en anbefaling med på vejen.