Projekt: Sammen om rekreative cykelforbindelser i Aarhusregionen
Et nyt projekt skal gøre det lettere for borgere og besøgende at hoppe på cyklen og opleve Aarhusregionen og dens mange attraktioner og skønne steder på to hjul.

I projektet ”Sammen om rekreative cykelforbindelser i Aarhusregionen” vil VisitAarhus, Aarhusregionens kommuner og Dansk Kyst- og Naturturisme arbejde med kvalificering af regionens cykelnetværk, så det bliver lettere tilgængeligt og mere interessant for brugerne.
Flere kommuner og regionale aktører arbejder allerede med cykelinfrastruktur med fokus på mobilitet, trafiksikkerhed og sundhed. Men få steder bliver der arbejdet med det rekreative cykelnetværk. I projektet vil vi derfor blandt andet arbejde med at identificere oplevelsesruter og besøgssteder, styrke koblingen til kollektiv transport og skabe bedre rekreative forbindelser mellem by, natur og kyst i hele Aarhusregionen.
Projektet tager afsæt i Udviklingsplan Jyllands Østkyst, som er udarbejdet med støtte fra Realdania, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Dansk Kyst- og Naturturisme. Her er ambitionen at integrere turisme og oplevelsesudvikling bedre i den fysiske planlægning. Projektet bygger også på erfaringer fra blandt andet Supercykelstisamarbejdet i Region Midtjylland, Danmarks Rekreative Cykelnet og kommunernes eksisterende planlægning.
Ambitionen er ikke at igangsætte nye, store anlægsprojekter, men at aktivere den viden, der allerede findes i kommunerne, og bruge den til at kvalificere et digitalt cykelnetværk, som på sigt kan synliggøres for borgere, besøgende, turismeerhverv og andre aktører.
Projektet kører frem mod slutningen af 2026 og sker i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme.
Hvis du har spørgsmål til projektet, så tøv ikke med at kontakte Stinne Bille.






