Nye former for møder – Skab værdi for virksomheder og lokalsamfund
Har du lyst til at lave nye mødeoplevelser for dine kunder, og samtidig give noget tilbage til det lokalområde, som du arbejder i? Så har VisitAarhus et projekt, der kan hjælpe dig.
Nye undersøgelser viser, at der er et stort potentiale i at arbejde med bæredygtighed og regenerativ praksis i mødeturismen. Det kan blandt andet være ved at inkludere lokale ressourcer, natur og frivillige i oplevelserne på mødestederne. Hvis vi lykkes med at tænke disse ting sammen, så kan vi skabe:
- Mere unikke mødeoplevelser, der styrker gæsternes trivsel.
- Samarbejde mellem virksomheder og lokalsamfund, der fremmer lokal økonomi.
- Et bæredygtigt erhvervsøkosystem, der inspirerer både nationalt og internationalt.
Derfor har vi i VisitAarhus fået midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til projektet "Nye former for møder", som har til formål at udvikle 10-14 nye mødeprodukter i samarbejde med 7 aktører i Aarhusregionen.
Mødeprodukterne skal bygge på regionens styrker inden for outdoor, kultur, gastronomi og involvering af frivillige. Målet er at forløse det lokale potentiale ved at skabe mere end bare møder, der inspirerer og forbinder deltagere med lokalsamfundet.
Hvad du skal gøre og hvad giver det?
Som aktør i Aarhusregionen vil du blive inviteret til at deltage i flere trin af projektet:
1. Idéudviklingsworkshop (Februar 2025)
- Bliv inspireret af eksperter inden for regenerativ turisme.
- Del dine idéer og eksisterende mødeprodukter med andre aktører.
- Få feedback og begynd processen med at udvikle nye produkter.
- Få adgang til professionel rådgivning om produktudvikling og markedsføring.
2. Individuel sparring og produktudvikling (Forår/Sommer 2025)
- Samarbejd med en konsulent og VisitAarhus om at definere og udvikle dit mødeprodukt.
- Få hjælp til at præsentere produktet visuelt og målrette din markedsføring.
3. Visuel dokumentation (Sommer 2025)
- Få dit sted og dine mødeprodukter fotograferet professionelt.
- Brug billederne til at styrke din markedsføring.
Opsamlingsworkshop (Sensommer/Efterår 2025)
- Del erfaringer med andre aktører og få indsigt i, hvordan dit produkt klarer sig på markedet.
Hvem kan deltage?
Vi leder efter aktører, der ønsker at tage del i udviklingen af fremtidens mødeprodukter og som opfylder følgende kriterier:
- Modenhed i arbejdet med det lokale og regenerative: Du skal allerede have fokus på eller være klar til at arbejde med bæredygtighed og regenerative principper, der forbinder din virksomhed med lokalsamfundet.
- Geografisk spredning: Vi ønsker at inkludere aktører fra hele Aarhusregionen for at sikre en bred repræsentation.
- Produktvariation: Dit produkt eller din virksomhed skal bidrage med mangfoldighed inden for mødeturismen, fx gennem outdoor, kultur, gastronomi eller involvering af frivillige.
Hvis du gerne vil høre mere eller gerne deltage i projektet, kontakt da Projektleder hos VisitAarhus, Morten Krogsgaard senest torsdag den 23. januar 2025.
Projektleder, Erhvervsturisme