Projekt: DETECt Aarhus

Foto: Frame & Work

”DETECt Aarhus” er et del-projekt i et stort, europæisk forsknings- og innovationsprojekt ved navn DETECt, der står for Detecting Transcultural Identity in European Popular Crime Narratives.

Krimigenren er kernen for alle indsatser i projektet. Og den indsats, som VisitAarhus er ansvarlig for, vedrører udvikling og test af en web app – forstået som en hjemmeside, der ligner og opfører sig som en app, når man åbner hjemmesiden fra en smartphone.

I tæt samarbejde med Aarhus Universitet har VisitAarhus udviklet en web app, der guider internationale gæster, der befinder sig i Aarhus, rundt i byen med hjælp fra krimigenrens mange fortællinger; Gæster får med andre ord mulighed for at gå opdagelse i Aarhus via utraditionelle fortællinger, der alle tager udgangspunkt i krimilitteratur, krimiserier og krimifilm, som handler om, foregår eller er optaget i Aarhus. 

Der er udviklet 3 selvguidede ture, der hver tager ca. 1 time

  • Literary Aarhus: Hvor gæsten ”møder” kendte krimi-forfattere fra Aarhus på de steder, der har været en inspiration for dem i deres arbejde med at producere krimifortællinger. 
     
  • Aarhus on Screen: Hvor gæsten kommer med bag TV 2 serien ”Dicte” og bliver ført rundt i Aarhus med hjælp fra Location Scout Ulla Malmos.
     
  • When Aarhus was Hollywood: Hvor gæsten bliver introduceret til dengang for 110 år siden, hvor Aarhus var epicentret for stum-film i Europa.

For at benytte web app’en fuldt ud kræver det, at gæsten står i Aarhus. For de mange historier, der er gemt i byen, kan kun ”lukkes op”, hvis brugeren af web app’en står helt tæt på historiens udgangspunkt. 

Web app’en kan hentes via hjemmesiden www.detectaarhus.eu, hvor det også er muligt at se både trailers, interviews, behind-the-sceene klip mm. 

Hvad får VisitAarhus’ partnere ud af projektet?

DETECT er primært et forskningsprojekt, men den udviklede web app guider engelsk-talende gæster rundt i Aarhus via anderledes – og til tider ukendte – vinkler og fortællinger. Og på vejen bliver gæsten anbefalet at gøre brug af både kultur og smagsoplevelser.

Samarbejdspartnere
Hele 18 partnere står bag projektet – heriblandt 15 universiteter og 3 kommercielle partnere (TV2 Danmark A/S, Miso Film og VisitAarhus).

Ét af de 15 universiteter er Aarhus Universitet, der er VisitAarhus’ tætteste samarbejdspartner. Se mere om det samlede projekt på www.detect-project.eu

Bevillingsgiver
Projektet har modtaget støtte fra EU’s Horizon 2020 forsknings- og innovationsprogram. Det samlede budget lyder på kr. 2,5 mio. euro.

Tidsperiode
April 2018 – oktober 2021

Kontaktperson

Lone Daubjerg Møller

Udviklingschef - på barsel

LDM@visitaarhus.com