VisitAarhus
Nyheder

26. maj 2026

VisitAarhus: Turismen skal være mere bæredygtig

VisitAarhus støtter turismevirksomhedernes arbejde med at blive mere miljøansvarlige – mange har allerede fået grønne certificeringer.

Det Grønne Museum
Foto: Det Grønne Museum

Turismen i Aarhusregionen ventes de kommende år at vokse både på omsætning og nye job. For VisitAarhus er det vigtigt, at udviklingen sker så ansvarligt som muligt. Derfor arbejder turismeorganisationen aktivt med at styrke den grønne dagsorden blandt sine samarbejdspartnere.

VisitAarhus har sammen med bl.a. Norion Consult gennemført et klimaforløb for turismevirksomheder med fokus på klimaregnskaber og brug af det såkaldte klimakompas. Klimaregnskaberne skal hjælpe virksomhederne med at få overblik over deres største CO2-udledninger. 

”Det giver mulighed for at prioritere de indsatser, der gør størst forskel, og kan samtidig være med til at styrke forretningen og tiltrække nye målgrupper,” forklarer projektleder Kirstine Simoni Faurholt, VisitAarhus.

Mange af destinationens attraktioner, hoteller og turismevirksomheder arbejder allerede med bæredygtighed i hverdagen – bl.a. gennem energioptimering, genbrug af materialer, mindre madspild og flere lokale råvarer, øget biodiversitet og miljømærkede rengøringsmidler.

”Mange virksomheder gør rigtig meget. Men hvis man vil arbejde mere strategisk med bæredygtighed, så er det godt at kende sit klimaaftryk,” forklarer Kirstine Simoni Faurholt.

Koldt vand fra dybet

Kattegatcentret i Grenaa har deltaget i VisitAarhus’ klimaforløb. Som akvarium er centret meget energikrævende, og derfor er der løbende investeret i flere energibesparende løsninger – f.eks. solceller på tagene og grundvandskøling til bl.a. pingvinanlægget.

”Vi henter koldt, saltholdigt vand op fra 60-70 m dybde, og det betyder, at vi ikke skal bruge nær så meget energi på nedkøling. Det gør en stor forskel,” forklarer direktør Karsten Bjerrum Nielsen.

For Det Grønne Museum ved Gl. Estrup i Auning er fokus på klima og bæredygtighed en naturlig del af museets drift og udvikling. Museets hidtil største grønne investering er etableringen af jordvarme - et af Danmarks største jordvarmeprojekter til dato. 

”Tidligere havde vi pillefyr, men importerede træpiller er ikke CO2-neutrale, så nu har vi installeret jordvarme med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen,” fortæller sekretariatsleder Marianne Kristensen.

Certificeret park

Med mere end 800.000 årlige gæster og omkring 850 medarbejdere er Djurs Sommerland ved Nimtofte en af Danmarks største turistattraktioner og har i forlængelse heraf et stort ressourceforbrug. Derfor har parken gennem de seneste år intensiveret indsatsen for at reducere forbruget af vand og strøm, minimere og sortere affald og energioptimere driften.

I april 2024 blev parken certificeret som Green Attraction – en certificering, der dokumenterer en bred målrettet indsats helt ned til anvendelse af miljømærkede rengøringsmidler. Direktør Henrik B. Nielsen er dog meget bevidst om ikke at forsøge at tale sig uden om det store energi- og ressourceforbrug, som naturligt følger med en attraktion af Djurs Sommerlands størrelse.

“Vi har et enormt fokus på ikke at gå ud og sige, at vi er grønne. Men derfor kan vi stadig godt arbejde benhårdt på at minimere vores forbrug,” understreger direktør Henrik B. Nielsen.

Hele vejen rundt

Klimabevidsthed fylder også mere og mere hos mange af destinationens spisesteder. For Restaurant Hærværk i Aarhus har et målrettet fokus på håndværk, sæsoner og respekt for råvarer indtil videre resulteret i en grøn Michelinstjerne. Restauranten har også det økologiske guldmærke, anvender strøm fra vind og vandkraft og arbejder aktivt med sociale forhold og arbejdsmiljø. 

”Vi prøver ligesom at angribe det hele vejen rundt. Man skal huske, at bæredygtighed ikke kun er det, der kommer på tallerkenen,” fortæller indehaver Rune Lund Sørensen.

Kunder vælger grønt

Kursuscentret Kaløvig Centret i Syddjurs Kommune har gennem årene været tidligt ude med nye bæredygtige løsninger. Det gælder også fokus på økologi og grøn mad. I 2017 blev stedet både Green Key-certificeret og tildelt Det Økologiske Spisemærke i sølv.

Ifølge ejer Christine Viemose vælger både offentlige og private kunder at lægge deres konferencer, kurser eller fester på stedet på grund af den grønne profil.

”Flere virksomheder og organisationer stiller krav til bæredygtighed i deres indkøbspolitikker, og nogle efterspørger direkte vegetariske menuer af hensyn til klimaet,” forklarer hun.

Bæredygtighed forventes

Ifølge projektleder Kirstine Simoni Faurholt, VisitAarhus, spiller certificeringer som Green Key og Green Attractions en stadig vigtigere rolle - både som dokumentation og som et synligt kvalitetsstempel over for gæsterne.

”Stille og roligt ser vi en stigende interesse for bæredygtighed blandt gæsterne - særligt fra det tyske marked. Her bliver klima og ansvarlighed i højere grad en faktor, når rejsedestinationer vælges,” forklarer hun og opfordrer alle i turisterhvervet til at have øjnene stift rettet mod miljøforbedringer af enhver art.

”Det er ved at blive en forventning, at virksomheder har tænkt bæredygtighed ind i deres drift – lidt ligesom man forventer wifi på et hotel. Så der er også en fremtidssikring i det,” understreger Kirstine Simoni Faurholt.
 

Fakta

Internationalt projekt

VisitAarhus deltager i EU-projektet Climate Neutral Destinations, som samler otte destinationer i Østersøregionen, og som er medfinansieret af EU’s Interreg Baltic Sea Region-program.

Formålet er at udvikle en værktøjskasse med praktiske redskaber og trin-for-trin-guides til databaseret klimaarbejde med fokus på CO2-reduktioner i turistbranchen. 
Værktøjskassen skal hjælpe turismevirksomheder med at imødekomme de stigende krav og forventninger fra gæster, myndigheder og samarbejdspartnere på klimaområdet.

Bæredygtige destinationer

VisitAarhus’ indsats er desuden forbundet med det nationale projekt Bæredygtige destinationer i praksis 2.0, hvor 16 destinationsselskaber samarbejder om at udvikle klimahandleplaner og CO2-roadmaps for dansk turisme. 
Projektet skal blandt andet understøtte målet om, at 70 pct. af overnatningsstederne i Danmark skal være bæredygtighedscertificerede inden 2030.

Green Attraction 

Arbejdet med bæredygtighed tager i høj grad udgangspunkt i Green Attraction-certificeringen, som stiller en lang række krav til attraktionernes drift og dokumentation.

Certificeringen er udviklet af HORESTA i samarbejde med attraktionernes brancheforeninger og har til formål at gøre det lettere for gæster at vælge attraktioner, der arbejder aktivt med bæredygtighed.

For at opnå certificeringen skal virksomheder dokumentere konkrete indsatser inden for blandt andet energi, vand, affald og madspild – og arbejdet stopper ikke, når certificeringen er opnået.