Prompto i sø

Turismevirksomheder mangler hjælp til AI – stort projekt skal hjælpe med opkvalificering

5.11.2025
Foto: AI genereret

En ny stor undersøgelse stiller nu skarpt på brugen af AI i turismevirksomhed i VisitAarhus og Destination Fyns geografier. Resultaterne viser, at AI er udbredt, men virksomhederne skriger på flere kompetencer. 

AI har for alvor gjort sit indtog i mange danske turismevirksomheder, og hos mange er forventningerne til det nye værktøj helt i top. Det viser en ny undersøgelse, som er lavet blandt 210 virksomheder og organisationer i Destination Fyns og VisitAarhus' geografi i regi af det store AI-projekt Moving Destin(AI)tions.

Deltagerne har bidraget gennem survey og interviews, indsamlet af Epinion, og undersøgelsen giver et unikt indblik i, hvordan AI opleves i hverdagen – både blandt pionererne, der allerede bruger AI dagligt, og blandt dem, der endnu står på kanten af udviklingen.

Helt konkret viser resultaterne, at næsten alle deltagere i undersøgelsen har prøvet ChatGPT, og to tredjedele bruger AI dagligt eller ugentligt. Brugen er især fokuseret på tekstproduktion, oversættelser og idéudvikling.

76% mener, at AI kan give virksomheden en konkurrencefordel, og 73% forventer, at AI vil revolutionere gæsternes booking- og søge-adfærd i fremtiden.

”Vi har fra starten af projektet mærket en kæmpe interesse for at blive klogere på AI, men vi har været i tvivl om, hvor mange virksomheder der rent faktisk brugte AI i hverdagen. Derfor er det meget positivt at undersøgelsen nu viser, at rigtig mange turismevirksomheder har taget AI til sig og endda tænker i potentialerne for fremtiden,” siger Anders Søndergaard fra VisitAarhus, der er projektleder for Moving Destin(AI)tions.

Opkvalificering er næste skridt

Men selv om brugen og ambitionerne er helt i top, så siger 7 ud af 10, at virksomheden mangler en plan for, hvordan AI skal implementeres. To tredjedele peger på mangel på kompetencer.

Seks ud af ti ønsker kurser og workshops, mens halvdelen efterspørger direkte sparring og udviklingsforløb. Mange efterlyser brancherelevante tilbud, der løfter kompetencerne ud over det generelle introduktionsniveau.

”Undersøgelsen er kun med til at understrege, at vores sparring og vejledning om AI både i regi af Moving Destin(AI)tions og Erhvervshus Fyn, er meget aktuel og efterspurgt. Med resultaterne i hånden kan vi planlægge tiltagene, så de rammer turismebranchens behov endnu mere præcist, og på den måde kan vi være med til at udvikle erhvervets færdigheder indenfor AI,” siger Lone Bjerring, der er data- og marketingmanager hos Destination Fyn. 

Resultaterne i undersøgelsen kommer nu til at danne rammen for de næste opkvalificeringsforløb i AI-projektet Moving Destin(AI)tions.

Interesserede virksomheder kan følge med i projektet og læse mere om de kommende opkvalificeringsforløb på https://movingdestinations.ai/

Undersøgelsen er designet af Group NAO, som også har udarbejdet en rapport i eftersommeren 2025. Rapporten kan læses her:
https://www.visitaarhus.dk/sites/visitaarhus.com/files/2025-11/Moving%20Destinations%20Rapport%20vFINAL%2003112025.pdf

Moving Destin(AI)tions er et projekt igangsat af VisitAarhus, i samarbejde med Destination Fyn, Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark, for at styrke AI-kompetencerne i turismebranchen. Projektet er støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.