VisitAarhus
Nyheder

6. nov. 2025

Stort luciaoptog lyser igen Randers’ gader op

Flere hundrede frivillige, borgere, skolebørn og børnehavebørn bliver i år en del af det festlige luciaoptog gennem Randers midtby, som arrangeres af ReThinker Randers og No. 17 – Huset for bæredygtig handling.

Lucia i Randers
Foto: Per Bille

Torsdag d. 11. december kl. 10.30-11.30 vil ReThinker Randers og No. 17 i et fælles Luciaoptog gå gennem midtbyen i Randers og skabe julestemning og sprede godt humør. 

”Vi glæder os meget til at gentage sidste års succes, hvor flere hundrede deltagere skabte et mindeværdigt optog gennem Randers. Luciaoptoget har kun to år på bagen, men forhåbentlig kan det blive en fast tradition til glæde for mange”, siger Pia Lange Christensen, der er direktør i VisitAarhus, som ReThinker Randers er en del af. 

Frivilligorganisationen ReThinker Randers har arvet en stor Luciabrud fra Aarhus. Gennem de sidste par år har kunstnerne ved GAIA Akademi givet den århusianske Luciabrud en make-over sammen med forskellige gæstekunstnere, hvor der hvert år kommer lidt nyt udsmykning på. Mads Dinesen fra Designhøjskolen vil i år designe 8 helt unikke dragter sammen med kunstnerne fra GAIA, som hver især bærer en fortælling om historien om Lucia. Fortrop og brud vil igen i år også være 8. klasse fra Randers Realskole.

I år er ReThinker Randers hovedarrangør for optoget sammen med No. 17, hvor No. 17 og husets kreagruppe, vil være med til at designe både brud, kjoler og lanterner til optoget. 

”I år vil vi skabe flere farvenuancer ved luciabruden, skabt i lysets egen ånd. Vi tænker bæredygtigt og klassisk – men nyt.”, fortæller Birgitte Tümmler, koordinator og kunstner ved No. 17. 

Et fælles projekt 

Luciaoptoget i Randers er i år et fælles projekt mellem ReThinker Randers og No. 17, som også har inviteret både skoler og institutioner til at deltage i optoget gennem byen. 

”Luciaoptoget er en hyggelig begivenhed, som er med til at samle mennesker og bringe hygge i tiden op mod jul. Vi håber at samle lige så mange som sidste år og måske endda flere, så vi kan danne et stort og flot optog gennem byen og danne relationer på tværs og vise hvilke fantastiske fællesskaber vi har i kommunen.,” siger Jakob Tøtrup Kjærsgaard der er daglig leder hos ReThinker Randers. 

Han suppleres af Projektleder i No. 17, Maria Hulvej: 

”I No. 17 har vi gode erfaringer med samskabelsesprojekter. Dette event med ReThinker giver så god mening, fordi mange forskellige aktører arbejder sammen mod et fælles mål. Nemlig at bringe lys til Randers i en mørk årstid, der for nogle også kan være præget af ensomhed. Målet er fællesskab på tværs af alder, køn, nationalitet og interesse”. 

Luciakjolerne er bl.a. syet af aflagte lagner fra Aarhus Universitetshospital i Skejby samt donationer fra borgere. Alle, der deltager i optoget, vil bære lyset frem med små lanterner med LED-stearinlys. Der vil være mulighed for at lave lanterner ved forskellige workshops i No. 17 

Optoget starter på Østervold og går gennem Randers midtby over til Kirketorvet og slutter på Østervold, ved Den Jyske Hingst. 

Alle er velkomne til at gå med. Tilmelding sker til Jakob Tøtrup Kjærsgaard, jtk@visitaarhus.com. Vi modtager også gerne lagner til kjoler og syltetøjsglas til lanterner, som skal afleveres i No. 17, Slotsgade 4.

Om No. 17 – Huset for bæredygtig handling
No.17 er et hus, der har til formål at skabe ny viden, nye færdigheder og fællesskaber med fokus på bæredygtighed.

Vi kalder No.17 ”Huset for bæredygtig handling” fordi, det er det, vi skal. Vi skal handle, og det skal vi sammen. Vi skal lære hinanden, hvordan vi kan gøre en forskel for en grønnere fremtid med et forbrug, en jord og et liv i balance. Vi skal finde de gamle dyder frem i husholdningen, og vi skal støtte op om ESG, CSR og Verdensmålene, der er på dagsordenen i det kronjyske erhvervsliv.

Det handler om at lave værksteder, om at reparere, bikse og fikse. Om at give gode råd til at spare penge, ressourcer og slippe for at købe nyt, hver gang noget går i stykker. Det handler om at vise, hvad du kan, og hjælpe andre med at lære det. Eller vil du hellere hænge ud og gøre det hyggeligt for andre? Være med til at skabe et sted, vi alle har lyst til at komme og føle os velkomne? Fællesskaber og færdigheder er lige vigtige for, at vi kan handle og skabe en forandring.

Om ReThinker Randers 
ReThinker Randers er en frivilligorganisation under VisitAarhus, som blev etableret i slutningen af 2021 på Underværket. Siden har mere end 1.200 randrusianere meldt sig som frivillige, og flere kommer hele tiden til. De frivillige hjælper til under kulturelle arrangementer og events rundt i kommunen, og siden opstarten har de frivillige blandt andet bidraget til Harbour Challenge, X-factor finaler.