Velkomstteam foran Randers Regnskov

Mobil turistinformation udvider åbningstiderne efter sidste års succes

22.6.2021
Foto: VisitAarhus

Den mobile turistinformation er igen i år klar til at hjælpe Randers’ gæster hen over sommeren. I juli sidste år servicerede VisitAarhus over 9500 gæster i byen. 

I år skal endnu flere have muligheden for at få inspiration til oplevelser. Derfor udvider den mobile turistinformation nu åbningstiderne.  

Den mobile turistinformation er at finde, hvor gæsterne er flest. Derfor står velkomstteamet om formiddagen ved Randers Regnskov og efter middag på Rådhustorvet. Velkomstteamet er klar fra fredag den 25. juni til og med fredag den 21. august, og åbningstiderne er nu udvidet til kl. 9.30-16 på hverdage og kl. 9.30-14 om lørdagen. På den måde får Randers’ gæster endnu bedre muligheder for at hente gode anbefalinger til de mange oplevelser og seværdigheder, som Randers og omegn har at byde på. Erfaringerne fra sidste år viser, at mange gæster er glade for muligheden for at kunne henvende sig til velkomstværterne og få en personlig service. 

Vi ser frem til at tage imod og guide de gæster, der i år bruger sommerferien i Randers. Der er fantastisk meget at opleve, så derfor er det vigtigt, at vi er til stede, hvor gæsterne er, for at inspirere dem. Det er glædeligt, at den mobile turistinformation blev taget så godt imod sidste år, og de erfaringer bruger vi år til at gøre vores service endnu bedre,” siger direktør for VisitAarhus, Pia Lange Christensen. 

Genåbningen har bidraget til, at mange gæster nu kan bruge sommeren på at besøge områdets attraktioner, kulturinstitutioner, spisesteder, butikker og overnatningssteder, efter at de gennem en længere periode, har været omfattet af nedlukning og restriktioner.  

”Der er ingen tvivl om, at de steder, der lever af gæsterne, har været meget pressede under pandemien. Særligt under den lange nedlukning, der prægede vinteren og meget af foråret. Nu lysner det heldigvis. Vi satser på, at god gæsteservice og udvidede åbningstider kan bidrage til, at Randers’ mange oplevelsestilbud kommer ud til gæsterne” siger Pia Lange Christensen. 

Udover den mobile turistinformation i Randers er gæsteservicetelefonen åben for henvendelser. Brochuremateriale kan hentes hele året på Randers Bibliotek, i Randers Storcenter og Randers Regnskov. Derudover ligger VisitAarhus’ destinationsguide rundt omkring på overnatningssteder og attraktioner i hele Aarhusregionen. Destinationsguiden er en samlet guide inklusiv bykort til oplevelser og overnatningssteder i Randers, Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og på Djursland.