Djursland folder

Fremtidens turistfolder: Ny guide skal hjælpe Aarhusregionens turister

12.4.2023
Foto: VisitAarhus

Med QR-koder og skræddersyede digitale anbefalinger lancerer VisitAarhus nu et bud på en moderne turistfolder. Fem lokale trykte guides, med et tilhørende digitalt univers, skal give gæsterne i Aarhusregionen præcis den viden, som de efterspørger, når de er på besøg.

Når turister i år besøger Aarhusregionen, så møder de en ny form for turistfolder. Det er nemlig slut med tykke brochurer fyldt med information. I stedet har VisitAarhus med hjælp fra turismevirksomheder og interviews med potentielle gæster udviklet en helt ny form for turistfolder.

Nu bliver gæsterne mødt af fem helt enkle lokale guides til Aarhus, Djursland, Viborg, Randers og Søhøjlandet med et bykort, de vigtigste informationer til gæsten og en indgang til et digitalt univers med skræddersyet information. 

”Vi har lyttet til gæsternes ønsker og turismevirksomhedernes behov, og det har resulteret i det, som er et bud på fremtidens turistfolder. Vi bliver ved med at udvikle med input fra brugerne, men i år er altså første gang, at folderen kommer på gaden, og vi er spændt på modtagelsen. Vi vil gerne tage gæsterne i hånden og guide dem på deres præmisser, og det gør vi med de nye trykte lokale guides og det tilhørende digitale univers,” siger Pia Lange Christensen, direktør, VisitAarhus

Skræddersyede anbefalinger
En af de ting som for alvor er anderledes i de nye turistfoldere, er muligheden for at få skræddersyede anbefalinger til oplevelser. Når gæsterne scanner QR-koden, der er trykt i guiden, bliver de ledt ind til en service, hvor de, efter at have indtastet deres rejselængde og præferencer, modtager en skræddersyet anbefaling på mail. 

I den mail vil de så kunne se, hvilke oplevelser der passer til netop deres præferencer og rejselængde. 

”Vi har med ultrarelevant indhold forsøgt at gøre det så let som muligt for gæsterne at blive inspireret til at tage ud og opleve. Men samtidig er det også en måde at inspirere gæsterne til at udforske hele Aarhusregionen på og måske bruge en dag i Ebeltoft og den næste i Randers. Området er fyldt med oplevelser, og det skal vi hjælpe gæsterne med at opdage,” siger Johan Bergholt, marketingchef, VisitAarhus.

Næsten farvel til trykte foldere
Med de nye lokale guides tager VisitAarhus et vigtigt skridt i retning mod at sige endegyldigt farvel til trykte turistfoldere i fremtiden. De nye guides sparer en stor mængde papir i forhold til tidligere.

”Tiden er ikke længere til at trykke tykke turistbrochurer. Mange gæster efterspørger noget andet, og vi har også et hensyn at tage til det klimaaftryk, vi efterlader. Derfor er vi rigtig glade for, at vi kan skåne miljøet samtidig med at vi giver gæsterne det, som mange har ønsket sig,” siger Pia Lange Christensen, direktør, VisitAarhus.

De nye trykte lokale guides bliver delt ud af VisitAarhus’ mobile gæsteservice og kan også findes på overnatningssteder og attraktioner rundt i Aarhusregionen.