Danske gæster sikrede god turistsommer i Aarhus
Aarhus har haft et godt tag i de danske turister denne sommer. Året startede trægt med indrejse- og coronapas-restriktioner, men Aarhus er kommet gennem sommeren på rigtig flot vis.
De aarhusianske hoteller har i juli i snit haft en belægning tre procent over sidste år, som ellers var et rekordår. De aarhusianske attraktioner har haft en god sommer med et besøgsantal over forventning og VisitAarhus velkomstservice har allerede halvt inde i sæsonen hjulpet lige så mange turister, som hele sidste sommer.
”Rigtig mange danskere har igen valgt at holde sommerferien i Aarhus, og det er jeg meget stolt af. Aarhus har et væld af stærke oplevelsesmuligheder indenfor kultur, gastro, shopping og natur, og det har de danske turister fået øjnene op for. Vi mangler stadig mange af de internationale gæster og erhvervsturister, vi havde før corona, men vi er så småt back on track” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.
Høj belægning på hotellerne
Hos de aarhusianske overnatningssteder er smilene store. Belægningstallene er lidt højere end sidste år, der ellers satte rekorder, og væsentligt højere end i sommeren 2019.
Hos Aarhus’ nye Book1 Design Hostel, der åbnede i maj, er direktør Martin Dyrholm meget glad.
”Sommeren har indtil nu overgået vores vildeste forventninger. Vi har haft meget travlt, og alle værelser har været fulde. Lige fra vores flersengsrum til dobbeltværelser og suiter. Vi har fået trykprøvet vores koncept, og det holder max. Så vi er meget glade og kan næsten ikke få armene ned,” siger Martin Dyrholm, direktør hos Book1 Design Hostel.
Også hos Comwell Aarhus er direktør Flemming Poulsen meget tilfreds med antallet af overnattende sommergæster og endnu mere begejstret for den mødeaktivitet, som hotellet lige nu oplever:
”Vi har haft en meget travl sommer og har til tider haft svært ved at følge med. Vi har haft knap samme belægning som sidste år, men en bedre gennemsnitspris pr. hotelværelse. Så vi er meget glade. Når vi kigger ind i efteråret, så ser det også rigtig godt ud. Vi er gået direkte fra en travl feriesommer til at have fulde huse med forretningsgæster. Det samme gør sig gældende med møder og konferencer hvor efteråret er ved at været godt booket op,” siger Flemming Poulsen, direktør Comwell Aarhus.
Lettelse hos museer og attraktioner
Blandt de aarhusianske kulturinstitutioner er der lettelse at spore. Forventningerne til sommeren var på forhånd ikke høj, men sommeren er gået over forventning. Hos Moesgaard Museum frygtede publikumschef Henrik Hatt en sommer med restriktioner oven på sidste års sommer med halv pris på billetprisen, der gav fulde huse og publikumsrekord.
”Vores frygt blev heldigvis gjort til skamme. Vi har efter forholdende haft en rigtig god juli selvom der har været krav om coronapas og begrænsning på antallet af samtidige gæster. Vores løsningsmodel var at indføre timeslots, men udvide åbningstiderne. Denne sommer ligger vores besøgstal noget under sidste år, men rigtig pænt over både 2018 og 2019. Så vi er positivt overraskede og meget glade og lettede,” siger Henrik Hatt, publikumschef, Moesgaard Museum.
Succes med opsøgende velkomstværter
For at give byens besøgende den bedste gæsteservice, har VisitAarhus som noget nyt udvidet sin velkomstservice og gjort den mere mobil. Udover faste turistinformationer på Store Torv, Banegårdspladsen og Dokk1, har VisitAarhus i år afprøvet en ny, opsøgende velkomstservice, der rykker sig alt efter, hvor gæsterne befinder sig. Velkomstværterne har været rundt ved 15 ekstra lokationer blandt andet ved Aarhus Streetfood, Tangkrogen og Latinerkvarteret, og det har været en succes.
”Vi vil være, hvor gæsterne er. Derfor har vi i år skruet ekstra op for mobiliteten af vores turistinformation. Og det har virket forrygende. Vi har i år talt med over 12000 gæster i Aarhus. Det er langt flere end tidligere år, og gæsterne har været positivt overraskede over at kunne få hjælp lige dér, hvor de er i stedet for at skulle opsøge den. På Street Food har vores velkomstværter blandt andet fået ros for at udnytte ventetiden i madkøen, og det samme har vi oplevet, når vores velkomstværter har været forbi corona-testcentrene ved eksempelvis Skandinavian Congress Center,” siger Pia Lange Christensen.
I den kommende weekend vil VisitAarhus’ opsøgende velkomstservice være til stede ved SailGP på Aarhus Ø for at servicere de op mod 5000 gæster, der forventes at besøge eventen.
Dette års gode turistsommer i Aarhus kommer efter et 2020, hvor Aarhusregionen var den destination i Danmark med flest danske gæster. 19 procent af alle danskere var sidste år på ferie i destinationen mindst én gang.