ReThinker

Aarhusiansk frivilligorganisation modtager donation

2.7.2024
Foto: Per Bille

Frivilligorganisationen ReThinker kommer i de kommende år til at skabe endnu mere værdi for kulturlivet, lokalbefolkningen, gæsterne og de frivillige i Aarhus. Det står klart efter, at Købmand Herman Sallings Fond netop har doneret 6 millioner kroner til ReThinker over de kommende fire år.

Aarhus har som den eneste by i Danmark en unik frivilligorganisation bestående af mere end 2.000 frivillige ReThinkers, der er det konkrete aftryk efter Aarhus i 2017 var europæisk kulturhovedstad. De frivillige bidrager til det aarhusianske event- og kulturliv på tværs af arrangører og kulturinstitutioner ved at hjælpe til forskellige events og arrangementer. 

Og den indsats skal fortsætte og forstærkes. Det er en kendsgerning efter en gavmild donation fra Købmand Herman Sallings Fond, som gør, at ReThinker i de kommende år kan tiltrække endnu flere frivillige og hjælpe byens kultur- og erhvervsliv. Kort sagt: Skabe endnu mere værdi til borgerne. 

”De mange ReThinkers er en af grundene til, at vi i Aarhus kan tiltrække de store arrangementer og have et rigt kulturliv. De frivillige gør ting mulige og gør dermed også hverdagen bedre for aarhusianerne. Deres indsats gør en mærkbar forskel for kulturlivet i byen, og vi er glade for, at vi i Salling Fondene kan være med til at videreføre denne enestående frivilligorganisation til glæde for både de lokale, erhvervslivet og gæsterne i Aarhus,” siger Jens Bjerg Sørensen, Bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.

De orange jakker der bringer smil

Frivilligorganisationen ReThinker formidler hvert år vidt forskellige opgaver for mere end 125 forskellige kulturinstitutioner og arrangører til de godt 2.000 frivillige ReThinkers, der er kendt for de karakteristiske orange jakker. I disse uger er flere hundrede frivillige for eksempel i gang ved Moesgaard Museum i forbindelse med Det Kongelige Teaters opsætning af Ragnarok. 

Frivilligorganisationen hører under VisitAarhus, fordi frivillighed og turisme er gensidigt vigtige for hinanden. VisitAarhus arbejder efter mottoet: ‘Et godt sted at bo, er et godt sted at besøge’, og her er de lokale ReThinkers helt essentielle. 

”Aarhus ville ikke være det samme sted at besøge uden vores fantastiske frivillige, og derfor er vi dybt taknemmelige for den gavmilde donation fra Købmand Herman Sallings Fond. De frivillige er med til at bringe byens borgere tættere på gæsterne, når de med smil og gode tips og råd byder gæsterne velkomne. Aarhus er smilets by, og dét er de frivillige til fulde med til at vise omverdenen,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus. 

Der er brug for en ”bank” af frivillige

Stadig flere af Aarhus’ kulturinstitutioner har brug for at rekruttere frivillige gennem frivilligorganisationen ReThinker. Det skyldes blandt andet, at mange frivillige i dag foretrækker den ”dynamiske frivillighed”, hvor man kan melde sig til at hjælpe i det omfang, som man har tid og lyst til.

Det gør også, at frivilligorganisationen kan fungere som en ”bank” af frivillige, som er klar til at træde til, når der er et behov. Nogle gange blot med nogle få frivillige – og andre gange med flere hundrede hænder. Med donationen fra Købmand Herman Sallings Fond er visionen at styrke og løfte byens kultur- og erhvervsliv gennem det frivillige engagement, med henblik på at fremme et levende, mangfoldigt og robust kultur- og erhvervsliv og styrke de lokale fællesskaber til glæde og gavn for hele Aarhus, byens indbyggere og besøgende.

”Frivillige er en kæmpe ressource for vores by, der elsker at give noget tilbage til byen. Det gør de, fordi de har det sjovt, med de opgaver de løser, og nyder det fællesskab, som de er en del af. Vi er så taknemmelige for, at Købmand Herman Sallings Fond muliggør, at vi kan fortsætte den her rejse, og bygge videre på det, vi skabte under kulturhovedstadsåret i 2017 ," siger Ulla Svenningsen Lund, frivilligchef i VisitAarhus.

Købmand Herman Sallings Fond støttede også ReThinker med en gavmild donation på 5 millioner kroner tilbage i 2018, som var med til at sikre, at frivilligorganisationen blev forankret og videreført efter Europæisk Kulturhovedstad 2017. I 2021 støttede fonden med endnu 1 million kroner.