Hvor finder jeg et godt julemarked?
Det gør du på Nytorv, hvor der er boder, hygge og en masse arrangementer gennem december. Ikke langt herfra ligger Hjultorvet, hvor du kan hoppe på juletoget og få en rundtur i byen. Her synes jeg virkelig stemningen er god blandt de mange mennesker, som jeg får en snak med over en varm kakao eller gløgg.
Hvor er der en helt særlig stemning?
Den helt særlige stemning er at finde i Viborg Domkirke enten til en af adventsgudstjenesterne eller selve juleaften. Her er der plads til ro og refleksion, hvor man ikke skal præstere noget, men bare være til stede. Jeg nyder julens salmer, og især juleaften gøres der virkelig noget ud af musikken fra kirkens side. Derudover nyder jeg altid domkirkens udsmykning med Joakim Skovgaards fantastiske kalkmalerier.