Tag på vandretur i Silkeborg
Find de bedste vandreruter i Silkeborg, Danmarks Outdoor Hovedstad. Gå på stier gennem majestætiske skove og bølgende bakker – omkranset af spejlblanke søer. Hver vandrerute har sin egen charme, og du mærker hurtigt, at naturen i det smukke Søhøjlandet adskiller sig fra resten af Danmark.

Oplev naturens magi i Søhøjlandet
Et vandringsparadis i hjertet af Danmark
Drømmer du om at forsvinde ind i dybe skove, bestige grønklædte højdedrag og lade stilheden fra spejlblanke søer fylde dig med ro? Så er Silkeborg midt i Søhøjlandet i hjertet af Jylland det ideelle sted for dig. Her forenes storslået natur med enestående vandreruter, der fører dig gennem nogle af Danmarks mest betagende landskaber.
Vandring i Silkeborg – hvor skovene hvisker og bjergene kalder
Silkeborg byder på Danmarks største sammenhængende skovområder, hvor tætte bøge- og nåleskove skaber et næsten eventyrligt landskab. Her kan du opleve naturens foranderlige ansigt året rundt – fra den grønne forårseksplosion til efterårets gyldne farver.
Skovene omkring Silkeborg og Himmelbjerget er perfekte til både korte og lange vandreture, hvor du kan fordybe dig i fuglesang og duften af skovbund.
Midt i dette skovlandskab rejser de karakteristiske bakker og "bjerge" sig – herunder ikoniske Himmelbjerget, som med sine 147 meter over havet er en af Danmarks højeste naturlige punkter. Udsigten herfra er intet mindre end betagende. Vandrestier som Himmelbjergruten og ruterne omkring Slåensø og Gjern Bakker giver både udfordringer og naturoplevelser for alle niveauer.
Søer med sjæl – vandring langs Det Blå Bånd
Søhøjlandet omkring Silkeborg er ikke kun kendt for sine højdedrag, men også for det unikke sølandskab. Søerne omkring Silkeborg – herunder Silkeborg Langsø, Almind Sø og Julsø – glitrer mellem træerne og indbyder til rolige vandreture i vandkanten.
Tag eksempelvis på vandring ad Trækstien langs Gudenåen, hvor du følger Danmarks længste å i dens bløde slyngninger gennem det grønne landskab. Her kan du møde fiskehejrer, se rådyr i skovbrynet og opleve naturens egen rytme.
Uanset om du er nybegynder med lyst til en fredelig gåtur i skovens ro, eller du drømmer om flerdages-vandringer med rygsæk og telt, så har Søhøjlandet noget for dig. Området rummer et væld af velmærkede ruter, shelterpladser og udsigtspunkter, der gør det nemt at planlægge din næste naturoplevelse.
Tips og anbefalinger
Kender du den danske natur, og hvad man skal være opmærksom på? Har du børn med, og hvordan gør man turen sjov og aktiv? Hvad er tilladt? Og hvor finder jeg den bedste overnatning? Bliv inspireret nedenfor.
FAQ: Ofte stillede spørgsmål til vandreture i Silkeborg
Det er ofte de samme spørgsmål, man står overfor, når man lander et nyt sted og gerne vil ud at vandre. Få svar nedenfor eller brug chatten i nederste venstre hjørne, som giver hurtigt svar baseret på information på vores hjemmeside.
Hvor starter Silkeruten i SIlkeborg?
Der er tre officielle startsteder på Silkeruten, hvor du også kan parkere din bil samt finde informationsskilte om ruten.
Findes der en særlig familievenlig vandrerute i Silkeborg?
Ja, stien rundt om Almindsø er en certificeret familiesti, og dermed anerkendt som en kvalitetssti af Dansk vandrelaug.
Hvilken vandrerute har den største højdeforskel i Silkeborg?
Himmelbjergruten er en af de vandreruter i Silkeborg, der har den største højdeforskel - på 125 meter fra søfladen til Himmelbjergets top.
Søhøjlandet - Danmarks Lake District
Søhøjlandet, også kendt som Danmarks Lake District, ligger omkring Silkeborg – Danmarks Outdoor Hovedstad – og er et sandt paradis for naturelskere og friluftsentusiaster. Her finder du noget af den smukkeste natur i Danmark, ideel til outdoor aktiviteter som vandring, cykling, kano- og kajaksejlads, badning og lystfiskeri.

















