Grøn oplevelse
©  Foto:

Tivoli Friheden

Tag på en uforglemmelig rejse til Tivoli Friheden, som ligger midt i hjertet af Aarhus. Her venter en forlystelsespark, der byder på sjov, hygge og action for hele familien! Med et hav af spændende forlystelser og aktiviteter er Tivoli Friheden det perfekte sted at skabe minder med dine kære.

Parken er lukket, men glæd dig til den åbner igen d. 12. april 2024.

Masser af sjove og vilde forlystelser

I Tivoli Friheden er der plads til alle. Plads til fornøjelserne. Plads til musikken. Og plads til traditionerne. Placeret i hjertet af Aarhus i natursmukke omgivelser finder du den unikke og historiske park, der siden 1904 har været et åndehul og et frirum for byens borgere.

Uanset om det er sommer, efterår eller jul, kan du i Tivoli Friheden se frem til en uforglemmelig oplevelse, der bringer et smil på læben og vind i håret. Tivoli Friheden er en forlystelsespark, der byder på mindeværdige oplevelser for hele familien.

Hvad vil du gerne opleve?

Mærk suset i maven i Himmelrum, få vind i håret i Vindfald eller oplev parken i 65 meters højde i toppen af Hjertekig med udsyn til skov, vand og by. Du kan også glæde dig til timevis af sjove, vilde og udfordrende timer i vores 8000m2 store klatrepark, hvor du kan klatre, svinge, kravle og svæve rundt i op til 15 meters højde.

Himmelrum

Forlystelsen Himmelrum binder dig til kometens hale og kaster dig ud i en brydende 1.080 graders centrifuge af spin, drej, snur og stjerner! Her udfordrer du tyngdekraften, glemmer tiden og mærker livet!

Bille By for de mindste

Bille By er en del af parken, der især henvender sig til familier med mindre børn. Her kan du prøve Bisværmen, der kører dig rundt og rundt, eller du kan tage dit helt eget kørekort og suse rundt i de små el-biler.

Midt på torvet møder du Græshoppen, som hopper og snurrer rundt i en højde op til 11 meter. En sjov forlystelse, der giver sus i maven.

Solstorm

Børneforlystelsen Solstorm sender de mindste børn ud i et ukontrollabelt spin på en hæsblæsende rejse omkring solen. Og her er der garanteret sus i maven og høje grin. Så kom forbi og mærk solens kræfter, når Solstorm sender de mindre børn afsted på en eventyrlig rejse mellem universets planeter.

Sky Tower

Hvis du er typen, der hele tiden går og venter på det næste adrenalin-kick, så er Sky Tower i Friheden lige præcist det, du har gået og ventet på. Sky Tower er for dig, der har nerver af stål, og bogstaveligt talt ikke er bange for at kaste dig ud i vilde oplevelser.

Når du står 40 meter over jorden, og kan se ud over hele Aarhus, er det kun de sejeste, der stadig tør tage springet. Foran dig venter det vildeste frie fald, hvor du når op på 90 km/t inden nettet fanger dig. Nu er der kun ét spørgsmål tilbage: Tør du?

Hjertekig

Hjertekig er med en højde på 65 meter Danmarks højeste frie-fald-forlystelse. Hjertekig er så markant, at den ændrer Aarhus Skyline. Du kan endda opleve turen i Hjertekig på to forskellige måder - alt efter ønske. Er du en vovehals, er det muligt at få et fald fra fuld højde og opnå en acceleration på 5G. Vil du derimod bare nyde udsigten i ro og mag, kan du tage turen i et stille og roligt tempo, roterende rundt om tårnet hele vejen op og ned.

Klatrepark

Tivoli Frihedens store klatrepark er den første af sin slags i en dansk forlystelsespark. Glæd til dig at blive udfordret i 39 træer med 57 platforme og 69 klatemomenter, når du skal kravle rundt i trætoppende i 3-15 meters højde. Klatrebanen består af 5 forskellige baner med forskellige sværhedsgrader, og hele 7 forskellige svævebaner. Glæd dig til timevis af sjove, vilde og udfordrende timer i træernes toppe.

Og endnu flere forlystelser ...

Forår i fuldt flor

Holder du også af tulipaner - mange tulipaner? Det er, hvad der venter dig i et besøg i Tivoli Friheden i foråret. Her vil være intet mindre end 120.000 blomster af tulipaner, men også narcisser, prydløg og kejserkroner pryder overalt, så glæd dig til en fantastisk forårsscene midt i friheden.

Danmarks største Blomsterfestival

Hele juli måned kan du se, dufte, mærke og tænke blomster i et helt nyt lys, når Tivoli Friheden inviterer til Danmarks største Blomsterfestival. Du kan glæde dig til at opleve kreative events, lærerige foredrag og inspirerende talks.

Fed Fredag og Lørdag

Hvert år arrangerer Tivoli Friheden fede koncerter på fredage og lørdage hen over sommeren. Blandt navnene til Fed Fredag 2024 kan du glæde dig til at høre bl.a. Rasmus Seebach, D-A-D, Artigeardit & Lamin, Birthe Kjær & Queen Machine. Få et overblik over årets koncerter her.

Hvis du har sæsonkort til parken, skal du reservere plads til udvalgte koncerter. Læs mere om pladsreservation her.

Ekstraordinære koncerter

Ud over Fed Fredag og Fed Lørdags konceptet kan du nu også opleve Summer Session koncerter afholdt i samarbejde med Live Nation og koncerter afholdt i samarbejde med United Stage. Oplev store kunstnere som Lukas Graham, Suspekt, Toto, ZZ Top og Nik & Jay.

Sæsonkort, firmabilletter og lignende giver ikke adgang til disse ekstraordinære koncerter. Da disse koncerter er afholdt i samarbejde med Live Nation og United Stage, kræver det en gyldig koncertbillet.

Danmarks bedste udendørsscene

Tivoli Frihedens splinternye scenebygning fra 2022 sikrer en musikoplevelse større end nogensinde før. Foruden at være den kæmpe store scene til årets Fed Fredag og Lørdag koncerter, indeholder den også to nye restauranter, Madscenen & Backstage. Begge restauranter beror sig på social dining konceptet, hvor maden såvel som oplevelsen skal nydes sammen.

Planlæg hele dagen i Tivoli Friheden

Med alle de aktiviteter kan du hurtigt blive sulten. Men der er ingen grund til at gå sulten rundt i parken, du kan både give dig i kast med en klassiske burgermenu eller en familievenlige All-You-Can-Eat-buffet. Du er også velkommen til selv at medbringe din egen mad. Rundt omkring i Tivoli Friheden er der en række hyggelige grill-pladser - perfekte til bøffer og picnic.

Jul for hele familien

Oplev den magiske julestemning, når hele parken forvandles til et funklende juleland fyldt med lys og julekugler. Der er garanti for, at julestemning vil sprede sig, når i træder igennem den 70 meter lange lystunnel. Oplev også Danmarks højeste juletræ, når Sky Tower forvandles til et 65 meter højt juletræ med hele 2,1 kilometer lyskæder. I kan også tage en skøjtetur under det funklende juletræ, og tage et besøg i julemandens by, omgivet af nisser og alfer.

Trænger i til en pause, så kan i gå på opdagelse i den hyggelige bodeby. Boderne er fyldte med julelækkerier, både til den søde tand og den helt store sult.

Se mere om Jul i Friheden her.

All Inclusive

Med All Inclusive har du mulighed for at opleve en hel dag i Tivoli Friheden til en fast pris. Tivoli Friheden kalder det selv "All Inclusive", hvor der er entré, turbånd, All-You-Can-Eat buffet, værdikupon til softice, popcorn, candyfloss eller kaffe og en værdikupon til spil og boder med i prisen. Du kan se priser og købe det på Tivoli Frihedens hjemmeside eller ved indgangen til parken.

*All inclusive kan købes hele sæsonen - gælder dog ikke på Fed Fredage.

Åbningstider og priser til Tivoli Friheden.

Se, hvad andre deler på Instagram

#tivolifriheden #visitaarhus #visitaarhusregion