©  Foto:

Installationskunst på ARoS

I kælderen på ARoS Aarhus Kunstmuseum kan du opleve et "gallery in progress" - de ni rum, der er reserveret til international lys-, video- og installationskunst. Her ser du bl.a. også Olafur Eliasson bidrag til de ni rum blandt de løbende installationer og udstillinger.

Too Late af Elmgren & Dragset

Værket har form som natklub for homoseksuelle morgenen efter en festlig aften. Diskokuglen snurrer, og musikken i baggrunden kører på repeat. Ved ankomsten sår musikken tvivl om, hvorvidt man er kommet for sent til et møde med sit hjertes udkårne, eller om sangstemmen, som hånligt gentager sætningen ”too late”, gør os opmærksomme på, at vi er kommet for sent til festen.

Take Over af Anri Sala

Anri Sala mener, at musik følelsesmæssigt og indholdsmæssigt appellerer bredere og på flere planer end ord, og det omkring otte minutter lange værk Take Over er et eksempel på dette. Her markerer Sala koblingen mellem de to nationalhymner La Marseillaise og L’Internationale, og han sætter blandt andet spørgsmålstegn ved forholdet mellem samfund og individ. Værket består af en blanding af klaver og elektronisk musik. En fritstående glasvæg deler galleriet i to, og projektionerne viser sig på begge sider af denne.

Milkrun III af James Turrell

En af de markante kunstnere, der siden 1960’erne har arbejdet med et rumligt, åbent udtryk, er den amerikanske lyskunstner James Turrell (f. 1943). Lysværket Milkrun III udgøres af et kunstigt lys. For enden af en korridor møder betragteren et rødt ulmende lysfelt. Den røde farve brydes af et blåt og gult lys, der skærer sig som sprækker ind i fladen og dermed skaber en tredimensionalitet i det opale, diffuse lys.

Det lysende farvefelt skaber ikke en spektakulær effekt, snarere en eftertænksom og nedtonet dramatik. Mødet med værket er en renselsesproces, hvor man ikke tænker i billeder eller ord, men blot sanser.

Daggrys-timer i naboens hus af Pipilotti Rist

Daggrystimer i naboens hus er en videoinstallation, der iscenesætter et af dagliglivets banale, men magiske begivenheder: daggryet. Pipilotti Rist har etableret en opholdsstue (naboens) med møbler, tapet, reoler og et vindue med potteplanter.

Døgnets 24 timer reduceres til 8 minutter hvor dagligstuen oplyses fra altanen. Om aftenen tændes fjernsynet med videobilleder optaget af Pipilotti Rist selv. Videobilleder, lyd og lys skaber dermed forskellige atmosfærer, hvor menneskets bevidsthed balancerer på kanten mellem en drømme- og vågen tilstand.

Omgivelser af Olafur Eliasson

Værket fremstår ved første øjekast som et tomt, hvidt rum, der, når man passerer dørtrinnet til rummet, vender op og ned på vores forventninger om mørke i de lange korridorer. Dét, der ved første øjekast synes at være en typisk white cube, viser sig dog i bogstavelig forstand at bevæge sig ud over og bag om det modernistiske hvidhedsideal. Eliasson har bygget et ekstra sæt vægge op i galleriet, placeret 60-100cm fra de bærende vægge, hvorved det hvide rum formindskes. Kighuller og døråbninger leder opmærksomheden væk fra det tomme rum, ud mod andre værkoplevelser, placeret i de nyopståede mellemrum. Spejle installeret i gulv, loft samt sider multiplicerer på kalejdoskopisk vis beskueren og dennes bevægelser i de uendelige rum.

TomNa H-Iu af Mariko Mori

Værket forener spiritualitet med cyber-teknologi på fornem og vedkommende vis. Tom Na H-Iu var de gamle kelteres navn for det sted, hvor menneskets sjæle tog ophold, inden de blev genfødt. For kelterne tog Tom Na H-Iu form som en høj stele, som var noget af det allerhelligste, og som kelterne valfartede til som kultsted. Mariko Mori har genskabt denne stele i matteret glas. Ved hjælp af computerteknologi bliver værket et konkret mødested for liv og død, jord og himmel.

Installationskunst er en fast udstilling på ARoS.

GRATIS ADGANG FOR UNGE UNDER 18 ÅR

Se, hvad andre deler på Instagram

#arosartmuseum #visitaarhus #visitaarhusregion