
Hærvejs cykelrute: Thorning - Kragelund
På turen fra plantagerne vest for Thorning cykler du blandt andet på Grathe Hede, hvor berømte kongeslag har fundet sted. Du cykler også ved Bølling Sø, et godt eksempel på vellykket naturgenopretning. Etapens 14 kilometer går gennem bakket terræn.
Oplevelser på ruten
Grathe Hede
På Grathe Hede venter Grathe Monumentet og et helt nyt historisk formidlingsområde, der byder på spændende fortællinger og oplevelser for både store og små.
Den 23. oktober 1157 fandt det skelsættende slag på heden sted lige uden for byen Thorning. Slaget mellem Svend og Valdemar markerede afslutningen på mere end ti års blodig borgerkrig, hvor Valdemar den Store efter slaget stod som enekonge i landet. Kilderne beretter, at Svend blev begravet ved Grathe Kapel. Vigtigst af alt er, at med Valdemar den Store og hans efterkommere fik Danmark en nedskrevet historie, Dannebrog og Jyske Lov.
Midt på Grathe Hede er det opsat et stenkort til minde om begivenheden. Mindestenen markerer samtidig stedet, hvor Svend menes at være begravet.
Besøg monumenter og træd ind i Danmarks middelalder, hvor du kan opleve blodige slag, mord og rænkespil. Prøv lykkehjulet, lyt til historien og ring med kirkeklokken, mens du lærer om kampen om magten i middelalderen.
Bølling Sø
Bølling Sø, en genskabt perle mellem Engesvang, Funder og Kragelund sogne i Midtjylland, er et imponerende eksempel på naturgenopretning. Den 360 hektar store sø blev genetableret fra 2004 til 2005 på vandskellet vest for Silkeborg.
Du vil se, at Bølling Sø er meget lavvandet. Faktisk har søen blot en dybde på maksimalt tre meter og har ingen tilløb eller intensivt landbrug i nærheden, hvilket betyder, at der ikke tilføres næringsstoffer. Søen har afløb mod nordvest og er begyndelsen på Karup Å, mens vandet siver ud i Funder Å i den anden ende, der løber ud i Gudenåen ved Silkeborg.
Siden søens genoprettelse har den tiltrukket et rigt fugleliv. Du vil helt sikkert mærke roen sænke sig over dig, når du besøger det smukke rekreative område, som søen er blevet til i dag.