©  Foto:

Cykelrute: Randers Fjord rundt

Denne tur fører hele vejen rundt om Randers Fjord. Der er mulighed for at korte turen ad ved at krydse fjorden med færgen ved Mellerup-Voer. Turen er da enten 85 km eller 48,4 km.

Værd at vide om din cykeltur

Parkering: Brotoften i Randers C, Voer Færgested, Udbyhøj Havn

Rutens beskaffenhed: Asfalt og grus

Anslået køretid: Ca. 7 timer (ved 12 km/t)

Trafikale forhold: Enkelte steder krydses større veje

Skiltning: Cykelturen er ikke skiltet som én samlet rute. Undervejs skal du følge skilte for disse cykelruter:

Den sydlige bred:
Nationalrute 2 - fra Randers C til Allingåbro
Rute 3 og Cykelruten Kulturringen - fra Allingåbro til Stenalt
Rute 32 - fra Stenalt til færgelejet ved Voer
Den nordlige bred:
Rute 9 - fra Mellerup til Randers

Ekstra information: Færgetider

Udvid cykelturen - hele Randers Fjord rundt: I stedet for at krydse Randers Fjord ved Voer-Mellerup kan du forsætte helt ud til fjordens udmunding i Kattegat. Her kan du krydse fjorden med færgen ved Udbyhøj og cykle tilbage til Randers. Denne tur er alt 80 km og kan gennemføres som en 2-3 dages tur for en familie.

Distancer

Randers C - Assentoft: 9,2 km
Assentoft – Uggelhuse: 6,7 km
Uggelhuse – Allingåbro: 7,8 km
Allingåbro – Færgelejet ved Voer: 10,2 km
Færgelejet ved Mellerup – Albæk: 8,5 km
Albæk – Randers C: 8,5 km

Randers Fjord

Randers Fjord er omkring 30 km lang fra Randersbro til udløbet i Kattegat. Det første lange stykke fra Randers har fjorden karakter af en lille flod, og det er først fra Uggelhuse, at man for alvor kan tale om en fjord. Denne tur fører hele vejen rundt om fjorden, først på den nordvestlige side og derefter på øst- og sydsiden, efter at man har krydset fjorden ved udløbet i Udbyhøj om bord på kabelfærgen. Der er dog også mulighed for at korte turen af, idet man omtrent halvvejs kan komme over fjorden med den lille færge mellem Mellerup og Voer. Fjordens bredder er præget af rørskove af siv, og nogle steder langs fjorden høster man sivene og bruger dem bl.a. til stråtag og sivsko.

De nedre byer

De tre landsbyer Tjærby, Vestrup og Albæk kaldes ”de nedre byer”, fordi de ligger mellem morænebakkerne og de lave engdrag ned mod fjorden. De store firlængede gårdeligger som perler på en snor inde i byerne, og de er kendetegnet ved brønden, der befinder sig midt på gårdspladsen.

Støvringgård Kloster

Hovedbygningen stammer fra første halvdel af 1600-tallet, men den blev ombygget i årene 1740-50. Det hang sammen med, at ejeren, baronesse Christine Fuiren, indrettede Støvringgård til et adeligt jomfrukloster, forbeholdt døtre fra samfundets øverste lag. Her var plads til 12 – naturligvis ugifte – adelige jomfruer. Først i 1978 ændredes fundatsen, så herregården nu i stedet rummer moderne lejligheder. Jomfruerne blev begravet på en kirkegård i skovkanten, og der er adgang til parken og kirkegården.

Mellerup

Landsbyen Mellerup er præget af den grundtvigianske vækkelse, andelsbevægelsen og folkehøjskolebevægelsen fra slutningen af 1800-tallet. Det begyndte med Mellerup Folkehøjskole i 1882, og i 1891 dannede en kreds af byens borgere en valgmenighed. Menighedens første præst var forfatteren Jakob Knudsen, der skrev den kendte salme ”Se nu stiger solen af havets skød”. Færgefarten over Randers Fjord fra Mellerup til Voer kan skrive sin historie tilbage til 1610, og færgeriet fik i 1740 kongeligt privilegium. Færgen er Danmarks mindste, og ”sørejsen”, der er på hele 470 meter, varer knap 4 minutter.

Øster Tørslev Kær

Fra fugletårnet i Øster Tørslev Kær er der en flot udsigt over Skalmstrup Vig og Randers Fjord samt de inddigede marker.

Udbyhøj

Mellem Udbyhøj Nord og Udbyhøj Syd krydser man Randers Fjord om bord på Danmarks eneste trækkabelfærge. Den trækkes tværs over fjordens munding ved hjælp af stålkabler, og turen tager omkring fire minutter, så man har kun kort tid til at nyde den storslåede udsigt mod Kattegat og de vidtstrakte strandenge. Under Englandskrigene i 1801-14 blev der anlagt et større antal forsvarsskanser langs de danske kyster. En af dem var skansen ved Udbyhøj, hvorfra man kunne overvåge og om nødvendigt forsvare indsejlingen til Randers. Den blev projekteret i 1801, men først for alvor bemandet i 1807. Skanseanlægget var et af de største i Østjylland og omfattede den nu fredede skanse på østsiden af fjorden samt en skanse på den anden side af fjordmundingen, som nu er forsvundet. De to anlæg ved Udbyhøj var i alt bestykket med 10 kanoner.

Stenalt

Hovedbygningen er fra 1799 og er tydeligvis inspirereret af bygherren Preben Brahe Schacks ophold i Italien. Der er ingen adgang til godset, men i gårdbutikken kan man købe ost og kød fra gårdens gedeavl.

Allingåbro

Som navnet siger, er byen er opstået ved en bro over Alling å, hvor der blev etableret jernbanestation, da banen fra Randers via Ryomgård til Grenaa åbnede i 1876. Banen blev nedlagt i 1971, men stationen er her stadig. Den hyggelige atmosfære fra jernbanetiden er intakt, for her har ”Djursland for fuld Damp”nemlig hjemme, og her kan man leje en skinnecykel og køre en tur på den 17 km nedlagte jernbanestrækning. Man kan også leje en kano og sejle en tur på Alling å, eller man kan køre en tur i en fin veteranbus fra 1950’erne. I det gule pakhus har Veteranbilmuseet til huse, og endelig kan man prøve at overnatte i en gammel jernbanesovevogn.

Uggelhuse

I Uggelhuse er man så tæt på Randers Fjord, som man kan komme, og her findes både den gamle landingsplads og en nyere lystbådehavn. Landingspladsen var før i tiden byens livsnerve, for det var her, man landede fiskene, tagrørene og sivene. Fra 1860’erne blev produktionen af sivsko en vigtig ekstra indtægtskilde for de fattige fiskere. I næsten hvert eneste hus i landsbyen blev der lavet sivsko. Kvinderne flettede, og mændene syede om aftenen, når de var kommet hjem fra fiskeriet eller rørhøsten. De dygtigste sivskomagere kunne året rundt levere syv dusin om ugen til opkøberne. Traditionen holdes stadig i hævd i Uggelhuse, og der er også i vore dage stor efterspørgsel efter de originale sivsko.

Mellem Assentoft og Uggelhuse finder du Randers Fjord Feriecenter og Café Kærbo, der er oplagt til en pause.

Essenbæk Kirketomt

Helt frem til 1865 lå Essenbæk Kirke på kanten af skrænterne ned til Randers Fjord, hvor vi i dag finder Assentofts villakvarter. Kirken blev bygget i 1100-tallet, men til sidst var den så forfalden, at den måtte nedrives. I stedet blev kirken placeret ved hovedgaden i Assentoft.

Gå ikke glip af!

På turen rundt om Randers Fjord er der rig mulighed for små afstikkere. I Råby finder du Europas formentlig største gadekær og udsigten til kæret og de omkringliggende gårde er oplagte til en pause.

Ved det lille sommerhusområde Skallehusene kan du nyde den flotte udsigt over udmundingen af Randers Fjord og på de gode dage kan du se sæler på polderne.

#randersfjord #visitranders #visitaarhusregionen