8 smukke banestier i Aarhusregionen
Vil du opleve en bilfri natur på cykel? Så bør du prøve en af banestierne i Aarhusregionen. Banestierne er rekreative ruter, der oftest er helt bilfrie og uden stejle stigninger, fordi de er anlagt på tidligere jernbanestrækninger.

Af Line Wagener, Alleud.dk
I slutningen af 1800-tallet hærgede jernbanefeberen i Danmark. Over hele landet blev der anlagt jernbaner, som forbandt de små landsbyer og lokalsamfund. Men allerede i midten af 1900-tallet blev meget af togdriften nedlagt.
I Aarhusregionen er mange af de nedlagte jernbaner blevet omlagt til rekreative banestier, som er attraktive for dig, der vil afsted på cykel- eller vandretur.
På banestierne kommer du ud i det smukke kuperede landskab, uden at du behøver at forcere stejle bakker. Du kan samtidig nyde naturen i ro og fred, for banestierne er også – modsat langt de fleste cykelruter i Danmark – bilfrie. Her er hverken trafikstøj eller larm.
Mange steder cykler du forbi flotte gamle stationsbygninger, og ofte kan du finde informationstavler, som fortæller historien om den nedlagte jernbane og hyggelige rastepladser, hvor du kan holde pause.
Banestier i Aarhusregionen
Hop op på cykel og tag på cykeltur på en af disse østjyske banestier.

Gravlevstien Ebeltoft - Gravlev

Banestien Allingåbro - Ryomgård

Banestien Viborg - Hammershøj

Banestien på cykelrute 29 fra Randers til Silkeborg

Banestien Lysbro - Lemming

Alhedestien, cykel-, vandre og riderute

Gjerrildbanestien Ryomgård - Gjerrild




