site logo
Dicte, Bendtsen og Wagner på Aarhus havn

Dictes persongalleri

Opfrisk din viden om karaktererne fra den populære krimiserie Dicte. Følg dem derefter rundt i Aarhus og genoplev den hæsblæsende historie. 

Dicte på arbejde i Aarhus

Dicte Svendsen

Dicte Svendsen er uddannet journalist. Hun kæmper mod verdens uretfærdighed og sine egne indre dæmoner. Hun er impulsiv, temperamentsfuld og en kærlig mor til sin 18 år datter, Rose.

I første udsendelse er hun netop flyttet'på landet' fra København, og sammen med datteren bor de i den lille landsby Kasted, som ligger ca. 9 km. nord vest for Aarhus. Kør en tur derud og se, om I kan spotte Dicte's hjem.

Dictes opvækst

Dicte er vokset op som Jehovas Vidne, men løb som 16-årig hjemmefra efter at være blevet tvunget til at bortadoptere sin nyfødte søn. I dag er hun luft for sine forældre, hvis religiøse opdragelse i den grad har præget Dicte.

Dictes selvvalgte familie

Dicte har to tætte veninder i sit liv, Anne og Ida-Marie, som hun kalder sin selvvalgte familie. Dicte er ikke særlig autoritetstro. Hendes mål er altid at finde ud af, hvorfor noget skete, som det skete, og hvilke mennesker, der står bag.

Dicte søger sin søn

Graver man et spadestik dybere, er der en helt anden historie, der styrer Dictes liv - nemlig den bortadopterede søn. Da Dicte flytter fra København og tilbage til hjembyen Aarhus, er det ikke kun for at komme så langt væk fra eksmanden som muligt. Det er også ønsket om at finde sønnen.

Dicte Svendsen spilles af Iben hjejle, som er uddannet fra Statens Teaterskole i 1996. 

Wagner og Bendtsen på arbejde i Aarhus

Wagner

Wagner er efterforsker ved Aarhus Politi, og han er knalddygtig til sit job. Han har en udpræget sans for retfærdighed og bryder sig ikke om Dictes måde at blande sig på. Hans temperament kan løbe af med ham, men kun fordi han bliver utålmodig, og fordi han foragter dumhed og sjusk. 

Wagner har været skilt i fem år. Han havde ellers et godt liv med sin noget yngre kone, og sammen fik de sønnen Alexander. Men hans kone forelskede sig i en anden mand og flyttede til USA sammen med sønnen. Det har gjort Wagner ondt. Han er siden familiens opløsning blevet arbejdsnarkoman og tillader ikke sig selv noget sjovt. Han savner sin søn utrolig meget, men lader ikke nogen vide, hvordan han virkelig har det.

Wagner spilles af Lars Brygmann.

Bendtsen

Bendtsen er Wagners makker ved politiet og har i modsætning til Wagner ikke noget problem med kvinder. Hun er lesbisk og har et aktivt socialt liv. Hun dater og går i byen. Og hun deler gerne sine oplevelser med Wagner, som ikke altid er lige glad for at høre om Bendtsens eskapader. Men Bendtsen er dygtig og arbejdsom, og det kan Wagner lide.

Bendtsen ser det som sit mål at få Wagner til at nyde livet igen. De kan være barske ved hinanden, og ind i mellem bliver der talt med hårde ord. I virkeligheden er de to makkere nok mere ens, end de selv tror, og i bund og grund respekterer de hinanden dybt.

Bendtsen spilles af Ditte Ylva Olsen.

Skrevet af Dorte W. Høgh og Ida Maria Ryén til Dagbladet, tirsdag den 18. december 2012, avis udgivet specielt til præmieren i Danmark.