Følg endnu engang i Dictes fodspor gennem Aarhus. Du får her en hurtig guide, til nogle af de vigtigste locations fra sæson 3 af den populære krimiserie Dicte.
Som i de forrige sæsoner, arbejder Dicte på Dagbladet på Åboulevarden. Du finder bygningen over Herr Bartels, der hvor Åboulevarden møder Harald Skovbys Gade.
Vejlby Kirke ses flere gange i denne sæson, både i forbindelse med bryllup og begravelse. Du finder den flotte, lille kirke lige ved Risskov Gymnasium, og også tæt på Børglumkollegiet.
Børglum Kollegiet er med i flere afsnit, da Dictes datter Rose bor der. Kollegiet er meget genkendeligt på grund af den karakteristiske arkitektur, og et rigtigt populært sted for studerende at bo.
Et røveri i Tivoli Friheden er omdrejningspunkt for et af afsnittene i sæson tre af Dicte. Du finder den hyggelige og magiske forlystelsespark tæt på centrum.
Krimiserien foregår også mange andre steder i Aarhus. Tag for eksempel en tur forbi Aarhus Politigård, Rådhusparken, Hotel Atlantic, Aarhus Hovedbanegård og DOKK1, og se om du kan finde, hvor forskellige scener er blevet optaget.