©  Foto:

Møder og konferencer på Rødegaard Mols

Rødegaard ligger i en idyllisk landsby midt i det storslåede landskab i Nationalpark Mols Bjerge – et af Danmarks mest unikke naturområder. Her træder I bogstaveligt talt ud i en tidløs natur, mens I træder ind i et jordnært og nærværende miljø, der inviterer til fordybelse, samarbejde og forandring.

Rødegaard er meget mere end en ramme for møder og kurser. Her får I en oplevelse, der rækker ud over dagsordener og beslutningspunkter. De skaber rammer, hvor teams kan styrke samarbejdet, kulturen og arbejdsglæden gennem aktiviteter og pauser i naturen, guidede meditationer og samtaleøvelser, der giver nye perspektiver og energi til fælles mål.

Fleksible og inspirerende mødelokaler

Rødegaards faciliteter er fleksible og kan tilpasses jeres behov – fra intime møder til større grupper.

Solsalen er et lyst og luftigt rum med udsigt over den blomstrende have og direkte adgang til terrasser og lille thékøkken. Lokalet kan opdeles med flytbare vægge og kan skabe både store fællesrum og hyggelige zoner med lounge- og spiseområder. Passer perfekt til møder, workshops og fællesspisning.

Månesalen er et rummeligt lokale, som inviterer til nærværende møder, bevægelse, undervisning, foredrag eller workshops i en afslappet atmosfære. Her kan grupper udfolde sig fysisk og mentalt i rolige omgivelser.

Hjerterummet fungerer som et fælles opholdsrum med en lille selvbetjent butik, hvor deltagerne kan tage pauser, nyde en snack og mødes uformelt.

Oplevelser der styrker nærvær og samarbejde

Som en naturlig del af jeres møde eller retreat tilbyder Rødegaard en række skræddersyede oplevelser og aktiviteter, der understøtter nærvær, ro og fællesskab i unikke naturskønne omgivelser.

Disse aktiviteter inviterer jer til at træde ud af hverdagens vante rammer og skabe rum for refleksion, fornyet energi og inspiration. Gennem bevægelse, sanseoplevelser og dyb tilstedeværelse åbnes der nye veje til kreativitet og samarbejde, som kan styrke både relationer og virksomhedskultur.

Samarbejdet med lokale eksperter og naturvejledere sikrer, at oplevelserne tilpasses jeres ønsker og mål, og at de på en meningsfuld måde forbinder jer med det omkringliggende landskab og hinanden.

Helende plantebaseret forplejning

Rødegaards køkkenchef Michael Bentzon står for en plantebaseret, økologisk og lokalt forankret kost, der både nærer og glæder. Med udgangspunkt i "helende kost" skaber Michael måltider, der forbinder jer sanseligt med naturen og styrker både krop og sjæl. Hjemmebagt surdejs- og glutenfrit brød er blandt de populære indslag, der sætter ekstra liv og smag på dagens måltider.

Overnatning i rolige og charmerende omgivelser

Rødegaard tilbyder 14 hyggelige værelser til i alt 26 gæster. Alle værelser er indrettet med respekt for stedets historie og naturen omkring – med varme, rolige farver og enkel, rustik æstetik, der inviterer til afslapning. Nogle værelser har eget bad og toilet, mens andre deler faciliteter. Alle gæster har adgang til den blomstrende gårdhave og solbeskinnede terrasse, perfekte til stille pauser.

Et levende fællesskab for bæredygtighed og jordforbindelse

Rødegaard ligger på 15 hektar jord, hvor de arbejder målrettet på at genoprette naturen og fremme biodiversitet gennem regenerativt jordbrug, permakultur og pleje af skov, enge og vandhuller. Her kombinerer de gammel landbrugstradition med ny viden og handling for at skabe et levende landskab – til gavn for både mennesker og natur.

Som aktivt bofællesskab emmer Rødegaard af liv og autenticitet. Her bor og arbejder mennesker i alle aldre sammen i et åbent fællesskab, hvor respekt for naturen og hinanden er fundamentet. De tror på, at store idéer opstår, når mennesker føler sig forbundet – både til hinanden og til deres omgivelser. Derfor er Rødegaard et sted, hvor innovation, bæredygtighed og personlig udvikling går hånd i hånd.

Praktisk information og kontakt

Rødegaard ligger kun 40 km fra Aarhus og 15 km fra Ebeltoft med færgeforbindelse til Sjælland. Den nærmeste strand, Fuglsø Strand, er kun 5 minutters kørsel væk. Omgivelserne byder på et rigt netværk af små, historiske landsbyer og utallige muligheder for friluftsoplevelser.

Ønsker I at vide mere om mulighederne for jeres næste møde, kursus eller retreat på Rødegaard Mols, kan du besøge www.rodegaard-mols.dk eller kontakte dem direkte på +45 53 83 89 10.

Se, hvad andre deler på Instagram

#rødegaard #visitdjursland #visitaarhusregion