Gå til indhold
©  Foto:

Rosenholm Slot

Rosenholm Slot opstod i april måned 1559, hvor Jørgen Rosenkrantz overtog gården Holm ved Hornslet fra kongen. I de følgende år lod han på stedet bygge et slot, som fik navnet Rosenholm efter hans slægt.

Rosenholm Slot er i dag det hus i Danmark, der har tilhørt samme familie i længst tid.
I perioden 1740 – 45 blev slottet ombygget og den 10 tdr. land store park blev anlagt med lindealléer, lindelysthuse og bøgehække.

Tag tilbage i tiden

Slottet står fuldt møbleret med hundredvis af møbler, malerier og gobeliner, hvilket giver et fascinerende indtryk af en adelsslægts liv og levned gennem flere århundreder. Og også den tilhørende Rosenhave rundt om springvandet er et fortryllende sted. 

Det er også på Rosenholm Slot, du kan møde den hvide dame, som efter sigende skulle være en ung dame, der har været muret inde i et hulrum, og som nu vandrer hvileløst rundt i slottets gange.

Til de yngste 

På Rosenholm Slot kan du nu også dykke ned i det historiske børneliv, som det var engang på et slot. Ved den gamle herskabsstald kan du sommeren igennem muntre dig med stylter, hinkeruder, elastikhop eller sjippetove. Præcis som i gamle dage. Spørg dine forældre eller bedsteforældre, hvordan man egentlig hopper i Paradis eller lok dem med på en omgang dåseskjul i den store park!

Skulle sommervejret byde på en lille byge, kan du også trække indenfor i herskabsstalden. Staldens loft huser en stor lokalhistorisk samling med både billeder og masser af materialer. Tag dine bedsteforældre med en tur på loftet, og få dem til at fortælle hvad de kan huske fra deres barndom og ungdom. Det er helt sikkert blevet tørvejr igen, når I er færdige.

Slottet står i dag som et af de smukkeste og største danske herregårdsanlæg fra renæssancen.

Rosenholm Slot forener i dag fortidens og nutidens kultur, som arrangør af spændende rundvisninger, konferencer, firmafester, bryllupper mm. 

Se specielarrangementer her.

Se, hvad andre deler på Instagram

#rosenholmslot #visitdjursland #visitaarhusregion

Share your moments with us: