Gå til indhold
Huskeliste til din konfirmation

Huskeliste til din konfirmation

Foto: 8000BlueMonday

Har du styr på alt til din konfirmation? Ellers bør du måske tage et kig på huskelisten herunder.

HVORDAN SKAL FESTEN VÆRE
Måske er det længe siden, at du har besluttet dig for, om du skal holde en stor eller en lille konfirmationsfest. Ellers er det nu, du skal beslutte dig. Tænk over hvilken slags fest du vil have – en traditionel fest, en havefest, en temafest eller bare en middag med din nærmeste familie?

INVITATIONER
Der skal sendes invitationer ud i god tid til alle gæster, så de får sat kryds i kalenderen. Overvej om du selv vil lave invitationerne, købe dem i en butik eller måske få dem lavet i en fotoforretning med dit eget billede på.

TØJ TIL FESTEN OG BLÅ MANDAG
Hvordan er moden for konfirmationstøjet og 2. dags tøjet i år? Du skal både tænke på, hvad der er smart - men også på at du skal føle dig godt tilpas i tøjet. På den måde får du den bedste dag.

ØNSKELISTE
Til din konfirmation får du sikkert mange gaver. For at være sikker på, at du får skrevet alt på listen, bør du starte i god tid, så du er klar med en liste over konfirmationsønsker, når gæsterne begynder at efterspørge den.

MAKEUP OG HÅR
Skal du have sat håret og lagt make-up til din konfirmation, så husk at vælge noget, der passer til dig. Vælg gerne en naturlig make-up i lyse farver, som står godt til den hvide kjole. Mht. til håret kan det være en god idé at lave en prøveopsætning i ugen op til, så du ikke står med hårkrise på din store dag.

MENU TIL FESTEN
Hvad skal I have at spise til din konfirmation? Selvom det er mor og far, der planlægger det meste, kan du sikkert få lov til at komme med ønsker til menuen. Vælg noget du selv kan lide, og som du ved, at dine gæster også vil synes er lækkert.

TRADITIONER
Er der nogle søde traditioner i din familie, som du skal huske til din konfirmation? Det kan være, at I har en salmebog, der går igen i familien, eller et smykke din mor og mormor også bar. Det kan også være, at du selv har lyst til at starte en ny tradition?

AT SIGE TAK
Når du skal sige tak til din familie, kan du overveje, om du vil holde en tale eller skrive en sang. Det kan også være, at du tænker helt utraditionelt og finder på noget andet. Det vigtigste er bare, at din familie ved, at du påskønner dem.

TAKKEKORT
Når festen er overstået, er det tid til at tænke på, om du vil sende takkekort ud. Et takkekort sender man typisk til de forskellige gæster, men også til alle dem man har fået gave af. Du kan vælge at lave takkekortene selv, købe nogen, eller sende et billede af dig selv fra dagen.

Af Lene Poulsen

Læs mere om Blå Mandag i Aarhus her.

Share your moments with us: