
Urban Sports Festival Aarhus
Urban Sports Festival Aarhus er en international event, som har fokus på både sport og festivalstemning. Festivalen finder sted for første gang fra den 1. til 4. september 2022 og foregår på Aarhus Ø omkring Bassin 7, Pier 3 og Pakhus 77.
I festivalen Urban Sports Festival Aarhus kan du opleve fire sportsgrene: de kommende olympiske discipliner, skateboard og break samt wakeboard og parkour. Undervejs vil der blive afholdt workshops, hvor du også kan prøve kræfter af i de forskellige sportsgrene.
Under hele festivalen kan du opleve, smage og lytte til den skønne festivalstemning - ‘Death Diving’, musik, sideevents og lækre madboder.
I løbet af dagene vil der være en række konkurrencer med international deltagelse:
’IWWF 2-Tower Wakeboard World Cup’ den 2.-4. september,
‘United Break Battle’ den 1. september,
En skate konkurrence den 2. september
‘Nordic Parkour Jampionships’ den 3. september.
Urban Sports Festival Aarhus er gratis og åben for alle.