©  Foto:

Tved Kirke

Tved Kirke ligger meget smukt placeret på en bakkeskråning med udsigt over Knebel Vig, ca. ½ km. nord for landsbyen Tved. Man mener, at kirken er den ældste kirke på Mols, opført i første halvdel af 1100-tallet. Kirken er endvidere den største kirke på Mols, med ca. 200 faste siddepladser.

Bygningen er hvidkalket, og både skibet og koret er tækket med bly. Kirken er "kullet", dvs. at den mangler tårn, hvad der er et særsyn på Mols. Dér, hvor man skulle forvente at finde tårnet, altså mod vest, er der opført et stort kapel, som er tegldækket. Dette er kapel er muligvis det underste af et tidligere tårn. I 1940-42 gav man kirken en grundig restaurering, og under arbejdet med at lægge et nyt gulv stødte man på en gammel krypt, der har været brugt til begravelser af den gamle adelsslægt fra Kvelstrup og Isgård.

Iflg. Sagnet skulle kirken have ligget mellem Tved og Dejret.
Trolden rev imidlertid det byggede ned hver eneste nat, og derfor bestemte man sig for at finde en ny byggeplads: Man bandt to kvier sammen,og  der hvor man næste morgen fandt dem græssende, skulle kirken bygges.
Og at præstegårdsjorden er sognets bedste, er en kendsgerning.

Åben hverdage kl. 8-16 kan dog være lukket på grund af kirkelige handlinger.