©  Foto:

Sct. Clemens kirke

Sct. Clemens kirke

Navnet stammer formodentlig fra en kirke i Randers, som var indviet til de søfarendes skytshelgen, Sct. Clemens. Kirken er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner og er fra 1963. Sognets og kirkens historie går dog længere tilbage, sådan som grundstenene viser. Den første grundsten i kirkens krypt er en granitkvadre, der stammer fra Randers' ældste kirke, den første Sct. Clemens kirke, der blev nedrevet i 1540. Den anden grundsten er en munkesten fra Sct. Mortens kirke, og den tredje grundsten er en mursten fra Sct. Peders kirke, som er de to sogne, det nye Sct. Clemens sogn blev udskilt fra.

Kirkens placering

Kirkens placering på en sydvendt skrænt med udsigt over Gudenådalen er udnyttet på usædvanlig vis, idet kirkens korparti med de store vinduer vender mod syd. Fra kirkens indgang mod nord syner bygningskomplekset ikke af meget, men set fra syd skyder bygningens tre etager sig ud i Vestparken som en skibsstævn. Selve kirkerummet er femkantet, således at korpartiet med de 17 murpiller og vinduerne fra loft til gulv ender i en spids. Bygningsmaterialet er både udvendigt og indvendigt gule mursten og træværket er af fyrretræ.