©  Foto:

Oplev Viborg på egen hånd

Oplev Viborg by på egen hånd. Følg guiden og oplev byens seværdigheder, historiske oplevelser og parker. 

Viborg på egen hånd

Tag en travetur rundt til nogle af byens seværdigheder, historiske steder og skønne parker.

1. Nytorv:

På Nytorv står du på Viborgs geografiske midtpunkt, angivet ved “Nul-stenen” midt på torvet. Nytorv var fra år 1040 kirkegård, men blev på Frederik II's ordre sløjfet i 1584. Under brolægningen kan man stadig finde rester af menneskeknogler. Læs mere om Nytorv.

2. Latinerhaven:

Latinerhaven er en frodig, grøn oase midt i Viborgs gamle bydel. Den er inddelt i flere mindre haveafsnit, bl.a. et smukt afsnit med stauder og rhododendron og et andet med snapseurter. Læs mere om Latinerhaven.

3. Viborg Domkirke:

Viborg Domkirke er med sine to tårne og enestående kalkmalerier byens særlige vartegn. Kirkens historie går tilbage til 1100-tallet, men efter flere voldsomme brande er kun den gamle krypt tilbage. Resten er genopbygget. Læs mere om Viborg Domkirke.

4. Kongehyldningsmonumentet:

I 600 år (fra Hardeknud i 1027 til Christian V i 1655) blev Danmarks konger hyldet på dette sted. Statuen af Dronning Margrethe I (1387-1412) oghendes søsters ni-årige barnebarn, Erik af Pommern, er rejst til minde om Viborg som kongehyldningsby. Læs mere om Kongehyldningsmonumentet.

5. Sct. Mogens Gade:

Sct. Mogens Gade er en lang perlerække af smukke, gamle huse, og her kan du virkelig fornemme fortiden. I middelalderen boede adelen sydligst i Sct. Mogens Gade, i midten boede håndværkere og længst mod nord lå bøndergårdene. Læs mere om Sct. Mogens Gade.

6. Hans Tausens Minde:

På dette sted lå Gråbrødre Kirke, der var i brug indtil 1812. Kirken stod derefter som ruin, indtil den blev fjernet i 1830. Det var her, johannitermunken og reformatoren Hans Tausen (1494-1561) talte Roma ret imod. I anledning af 300-året for reformationen blev der i 1836 rejst en mindesten, og i 2004 blev der i forbindelse med 475 års jubilæet for reformationen rejst en skulptur, udført af Bjørn Nørgaard. Læs mere om Hans Tausens Minde.

7. Bibelhaven:

Bibelhaven blev anlagt i 1989 ved Borgvold. I haven finder du en enestående samling af urter, buske og træer, der alle er nævnt i Bibelen. Læs mere om Bibelhaven.

8. Borgvold:

Borgvold er en smuk, romantisk park med slyngede stier, broer over vandløb, farverige bede med stauder og sommerblomster samt en lille musiktribune med lejlighedsvis sommerunderholdning. I parken kan du benytte den store legeplads og leje robåde, kanoer og vandcykler. Ved Golf Salonen lægger det gode skib ,“Margrethe I” til. Læs mere om Borgvold.

Spot Viborg

Med Spot Viborg kan du begive dig ud på endnu flere ruter i Viborg - og høre historier om hvert sted. Åbn hjemmesiden på din telefon og vælg mellem tre forskellige ruter: Kirker, Monumenter eller Hemmelige Steder. 

Se, hvad andre deler på Instagram

#visitviborg #visitaarhusregion