©  Foto:

Hvolris Jernalderlandsby ved Viborg

Spol tiden tilbage og oplev det gamle håndværk i Hvolris Jernalderlandsby. Sæsonen igennem er der skiftende aktiviteter tilpasset årstiden, naturen og livet i landsbyen. I landsbyen kan du følge jernalderfolkets daglige gøremål, hvor især madlavningen tager tid.

Historiske oplevelser på Hvolris

Vores forfædre har levet i området helt fra stenalderen - for ca. 6000 år siden og indtil nu. Hvolris har primært fokus på jernalderen i tiden omkring år 0. Helt unikt for et historisk værksted kan du se  arkæologiske udgravninger side om side med den genskabte jernalderlandsby i bakkerne på Hvolris.

Udstillinger på Hvolris

I Tømmerladen kan du gå på opdagelse i den arkæologiske udstilling med jernalderfund fra udgravninger på Hvolris. Mange af jernalderkrukkerne er kopieret til brug i landsbyen, hvor de benyttes til madlavning.

Jernalderbondens dragt, som i flere eksemplarer er godt bevaret fra mosefund, vises med udvalgte kopier i udstillingen.

Et friluftsmuseum rig på natur

Hvolris Jernalderlandsby er et friluftsmuseum, som ligger i Skals Ådal, ca. 20 km nord for Viborg. Her finder du et stort naturområde med skulpturlund, naturlegeplads og stier, som er velegnede for kørestolsbrugere med hjælpere.

Hvolris Jernalderlandsby har åbent i hverdage fra 1. april til 31. oktober. I sommerferien og efterårsferien er der levendegørelse på friluftmuseet.

Se, hvad andre deler på Instagram

#hvolrisjernalderlandsby #visitviborg #visitaarhusregion