Gjern
Gjern er en hyggelig lille by midt i det jyske søhøjland ved Gjern bakker lige mellem Silkeborg og Hammel. Gjern Å, som løber sammen med Gudenåen har formodentligt givet navn til Gjern, som skulle betyde "vandløb" eller lignende. I Gjern er der ca. 1800 indbyggere, og byen byder på forskellige service- og dagligvareforretninger.
Gjern by
Mellem Gjern, Voel og Svostrup ligger Gjern Bakker. For ca. 100 år siden var bakkerne klædt i lyngens brune og violette farver, men i dag er lyngen delvis erstattet af plantager skiftende med landbrugsarealer. Flere steder er der fantastiske udsigter, f.eks. fra Store Troldhøj, Solhøj, Lille Troldhøj og den 100 meter høje Randers Høj, hvorfra man i klart vejr kan se Viborg Domkirkes tårne. Når Store Troldhøj er besteget er der ikke langt til den umådeligt hyggelige og Kgl. Privilegerede Svostrup Kro, hvor man kan få stillet både tørst og sult i historiske og smukke omgivelser.
I Gjern Bakker er der mange smukke vandreruter. Se et kort her.
I Gjern ligger også feriecentret Landal Søhøjlandet med masser af aktiviteter for hele familien, såsom: badeland, minigolf, sportshal, indendørs legeplads, kreativ værksted, guidede ture og meget mere.