©  Foto:

Cykelrute: Bjerg- og bakkeruten

Sådan set er der ingen bjerge i Danmark sammenlignet med bjerglandskaberne i vore nabolande men alligevel kan cyklister, der kører rundt i og omkring Randers, få deres sag for. Det bakkede landskab byder på gode udfordringer.

Turens længde: 47,1 km / 50,2 km

Værd at vide om din cykeltur

Parkering: Brotoften i Randers C

Rutens beskaffenhed: Asfalt og grus

Anslået køretid: Ca. 4/4,5 timer (ved 12 km/t)

Trafikale forhold: Enkelte steder krydses større veje

På tur i bakkerne omkring Randers

Denne tur giver en smagsprøve på de højdeforskelle, man kan opleve på en cykeltur syd for Randers. Når man eksempelvis kører fra Randers ad Tebbestrupvej, skal man kravle op i en højde af 54 meter, på Laurbjerg Bakken må man forcere en stigning på 83 meter, og på Houlbjergvej syd for Langå er stigningen endda på hele 94 meter.

Frisenvold

Godset Frisenvold kendes helt tilbage fra 1310, men den nuværende hovedbygning er fra begyndelsen af 1800-tallet. I århundreder havde godset fangstretten på laks i Gudenåen, og Frisenvold Laksegård var den største af alle laksegårdene langs Gudenåen. Det fine laksefiskeri i Gudenåen tiltrækker i dag lystfiskere fra det meste af verden.

Langå

Langå er opstået som stationsby i forbindelse med anlæggelsen af jernbanen fra Aarhus til Randers i 1862 og sidebanen fra Langå til Viborg i 1863. Jernbanebroerne ved Langå blev sprængt i luften af den danske modstandsbevægelse den 17. november 1943. Aktionen, der gav genlyd over hele Europa, var den vigtigste jernbanesabotage under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 og standsede al toggang på den nord-sydgående jyske hovedbane i 12 dage.

Langå Egeskov består af hele tre skønne områder, nemlig en 200 år gamle egeskov, en ny egeskovsbevoksning i den nordlige ende og en bred engstrækning langs Gudenåen. Den gamle egeskov med de tykke, krumme stammer er et enestående eksempel på de egeskove, som før i tiden dækkede store dele af Danmark.

Langå er faktisk det sogn i Danmark, hvor der er fundet flest runesten fra vikingetiden, nemlig seks (læs mere om runesten på ruten ”Runesten og andre fortidsminder”). De fire af dem er imidlertid forsvundet; sandsynligvis er de blevet brugt som byggemateriale. En af de seks runesten er udstillet på Museum Østjylland i Randers, mens den sidste står på kirkegården i Langå. Den dateres til perioden 970-1020, og indskriften på stenen fortæller, at den er rejst af en viking til minde om sin bror, der var en respekteret storbonde.

I Langå kan der tages en afstikker til Langå Marina ved Gudenå, hvor skulpturen “Pramdrageren” udført af Erik Heide er opstillet. I Langå desuden en skulptur af Erik Heide ved Plejehjemmet Kildevang kaldet "Borgerne".

Laurbjerg

Også Laurbjerg blev stationsby på jernbanen mellem Aarhus og Randers i 1862, og byen blev tillige jernbaneknudepunkt, da man i 1908 anlagde første etape fra Laurbjerg til Silkeborg af ”Diagonalbanen” Randers-Esbjerg (nedlagt i 1971). I Laurbjerg kan man besøge Hotel & Restaurant Fru Larsen hvor, der er nærvær, hygge, forkælelse og mad i verdensklasse.

Granslev

Granslev Kirke er en typisk romansk landsbykirke, hvis skib og kor er opført i granitkvadre. Kirken er præget af, at den i århundreder var herregårdskirke til det nærliggende Bidstrup Gods og i 1766 blev ombygget af Bidstrups ejer, Hans Henrik de Lichtenberg. Det var ham, der opførte tårnet med den særprægede løgkuppel. Kirken er kendt for sit klokkespil, som man kan høre hver dag kl. 7, 12, 17 og 22.

Lyngå

Lyngå Kirke er ligeledes en romansk kirke fra anden halvdel af 1100-tallet. Tårnet er tilføjet i slutningen af 1400-tallet. Lerbjerg Den lille kirke i Lerbjerg, der kun består af kor og skib, er også fra den romanske periode. I Lerbjerg finder du Retroworld, der ægte tidslomme. På Retroworld er intet nyt - alt er retro og brugt. Her er man inspireret af historien, kulturen, moden, musikken og møbleringen er fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Vissing

Den lille blytækkede, kullede kirke er bygget i 1200-tallet. Den bestod oprindelig af kor og skib, mens det store våbenhus er fra senmiddelalderen og muligvis var tænkt som begyndelsen til et tårn.

Gå ikke glip af…

Udsigtspunktet Lysnet byder på en flot udsigt over bl.a. Lilleåen og er med sine 131 m Danmarks 9. højeste punkt.

#visitranders #visitaarhusregionen