Påskeoplevelserne står i kø i Aarhusregionen
Gækkebreve, påskeliljer på bordet og chokoladeæg i kurven er bare nogle af de traditioner, der er en del af påskeferien for mange. Det kan du nemt kombinere med stemning, natur og oplevelser i Aarhusregionen.
Forårsblomsternes gule, lilla og hvide farver er begyndt at pryde haver, skove og parker. Det er en dejlig varsling om lysere og lunere tider og en række af helligdage, der for mange er forbundet med traditioner. Måske skal du puste og farvelægge æg, på jagt i haven med børn og børnebørn efter påskeharen eller på besøg i en af Aarhusregionens to domkirker. Uanset, hvordan du skal bruge påsken, er der i hvert fald rig mulighed for oplevelser i Silkeborg, Viborg, Randers, Aarhus, Favrskov og på Djursland.
Naturen og historien er i centrum i domkirkebyen Viborg, hvor påsken sætter gang i ’Kongernes forår’ i den historiske bymidte - blandt andet med en udstilling i det gamle rådhus af blomsterkunstneren Johnny Haugaard. På Moesgaard Museum er historien selvfølgelig også i fokus i deres nye særudstilling ’Kriger’, der er ekstra relevant med alt det, der sker andre steder i verden.
”I udstillingen fremhæver vi nogle af de fælles dilemmaer, valg og konflikter, som krigere på tværs af tid står overfor. Alle samfund har tabuer og regler for at tage menneskeliv, og alligevel træner vi udvalgte personer til netop det. Krigere skal leve med den dobbelthed. Udstillingen her rejser det grundlæggende spørgsmål om, hvad det gør ved et menneske at blive kriger – både før, under og efter kampen,” siger Anders Emil Rasmussen, antropolog og indholdsansvarlig for ’Kriger’ på Moesgaard Museum.
Der er også mange andre store og små påskemuligheder i løbet af ugen, og de behøver ikke at koste noget. Eksempelvis har flere af bibliotekerne arrangementer for store og små. Du kan også tage en tur i kryptkirken under Vor Frue Kirke i Aarhus, der er Nordens ældste stenkirke.
Det kan også være I laver jeres egen påskejagt eller klipper gækkebreve i sommerhuset med medbragte påskeæg. Så kan du eventuelt kombinere det med en oplevelsestur til påskeæggenes historie i Den Gamle By eller tag på påskesjov med dyrene i Ree Park.
Lokale råvarer på frokostbordet
Det er formegentlig de færreste af os, der sådan for alvor efterlever devisen om, at julen varer lige til påske, men de har dog det til fælles, at det store frokostbord hører sig til begge steder. Så når du samler familie eller venner til en hyggelig dag med god mad og drikke, kan du med fordel besøge en bager for brødet og fiskehandleren eller gårdbutikken for de lokale råvarer.
Du kan også hente frisktappet påskeøl hos Ebeltoft Gårdbryggeri eller finde mange andre lokale påskeøl at sætte på bordet – f.eks. hos Meny i Rønde.
Hvis du ikke har lyst til eller mulighed for at stå for hele påskebordet selv, er der selvfølgelig rig mulighed for at finde gastronomi for enhver smag i hele Aarhusregionen. Måske du er til en utraditionel påskebrunch over åben ild på Karpenhøj Naturcenter. Du kan også lade smagsløgene stikke andre steder hen med de mange hundrede menuer, der er at vælge imellem på spisestederne. Hvis det skal være så nemt som muligt, kunne det være Det Glade Vanvid, der skal servere deres forårsmenu for jer i påsken.