Aarhus er kommet i top 25 over verdens mest eftertragtede kongresdestinationer. Aarhus har taget et stort spring frem på ICCAs (The international Congress & Convention Association) netop offentliggjorte rangliste over topdestinationer for internationale, videnskabelige kongresser og konferencer. Efter at have ligget nummer 88 i 2020, har Aarhus taget et spring på 64 pladser til i 2022 at være nummer 24 i verden ud af 1234 kongresbyer.
Placeringen på ICCA’s rangliste kommer efter en hård tid for branchen med coronapandemi og nedlukninger. Derfor er topplaceringen meget kærkommen i bestræbelserne på at genrejse den internationale møde- og erhvervsturisme i Aarhus.
Læs pressemeddelelsen om Aarhus’ placering på ICCAs rangliste her
En anden god nyhed, der giver tro på fremtiden er, at vi i samarbejde med Aarhus Universitet har afdækket forskeres fremtidige rejsemønstre i en post Covid19-tid. Undersøgelsen viser, at international erhvervsturisme i Aarhusregionen går mod lysere tider.
Lidt tal fra undersøgelsen:
- 96% af respondenterne forventer at deltage på en international konference eller kongres indenfor de næste 12 måneder.
- Kun 1% af respondenterne foretrækker virtuelt konferenceformat.
- 98% af respondenterne finder tiltrækningsarbejdet i forbindelse med internationale videnskonferencer værdiskabende for deres arbejde.
- 65% af disse forskere svarer, at de logistiske udfordringer kan være en barriere for at tiltrække internationale konferencer til Aarhusregionen.
Undersøgelsen har genereret en database med ca. 85 relevante konferencer, som vi nu gør en målrettet indsats for at trække til Aarhusregionen. Undersøgelsen viser også, at der er behov for VisitAarhus’ indsats på erhvervsturismen, da vi hjælper lokale værter ganske gratis med de praktiske udfordringer, de møder.
På det danske mødemarked har vi gennem foråret arrangeret inspirationsture for mødearrangører. Disse forsætter efter sommerferien. Første tur efter ferien går til Viborg. Turen er primært for Grundfos’ besøgsafdeling og indholdet er planlagt i tæt samarbejde med Grundfos. Programmet byder blandt andet på en guidet "Bryg og Brosten"-tur med guider fra Viborg Museum, der fortæller bryggerbyens farverige historie.