Her er der altid plads

Af Emilie Lykke Benn Nielsen

Gudrun Østbye er et særdeles velkendt ansigt i ReThinker-kredse såvel som i Aarhus’ øvrige frivilligmiljøer. Som én af de mest erfarne og aktive ReThinkers bidrager Gudrun med uvurderlig viden og god energi, når hun gang på gang deltager i projekter rundt om i byen.

Allerede i april 2015 blev Gudrun en del af ReThinker-fællesskabet, da hun, under en messe i forbindelse med optakten til Aarhus Kulturhovedstad 2017, mødte holdet bag frivilligprogrammet for første gang. Gudrun faldt for den åbenhed, hun her blev mødt med: ”Den måde, jeg blev mødt på, var bare helt fantastisk.” Siden har hun været et trofast ansigt ved de mange frivilligopgaver i det aarhusianske kulturliv.

Interessen for frivillighed har Gudrun dog altid haft, og hun har gennem årene lagt adskillige timer som frivillig for diverse organisationer og foreninger: ”Frivillighed er vigtig for mig, fordi jeg får så mange positive oplevelser. Det er ikke bare det at jeg hjælper andre, jeg får også selv en masse igen. Det er dét, der varmer mig og holder mig i gang.”

Altid på farten

Frivilliglokalerne GeLinde har, ifølge Gudrun, i høj grad været med til at skabe grobund for fællesskabet og den gode oplevelse som frivillig. Mødestedet er udgangspunktet for det hyggelige, sociale samvær blandt de frivillige ReThinkers, og bruges både til større arrangementer, som fredagsbar og Speed Meeting, men der er også mulighed for at komme forbi til en kop kaffe, få sig en hyggesnak i sofaen eller mødes til gruppearbejde: ”Kemien her er god, og når man kommer, er der altid en plads. Det er den her form for samhørighed og tryghed der gør, at jeg føler mig tilpas.”

Trods alderen skal der meget til at stoppe ildsjælen Gudrun, der holder sig i gang med frivilligheden: ”Når man har meldt sig som frivillig, så har man et ansvar, og jeg kunne aldrig drømme om at rende fra det. Jeg har sagt, at jeg skal bæres ud. Jeg vil ikke selv sige stop,” siger hun med en blid latter, men tilføjer dog: ”Det kan jeg jo selvfølgelig blive nødt til, men ikke lige nu. Hvis jeg skulle sidde i et sofahjørne, så ville jeg jo ikke komme ud ad døren. Mange af de ældre, der bor i mit område, kommenterer ofte på, at jeg altid er på farten, men sådan er jeg altså bare.”