©  Foto:

Haven på Gammel Estrup - Danmarks Herregårdsmuseum

I 2003 blev den fine barokhave, som for århundreder siden blev skabt ved Gammel Estrups hovedbygning, reetableret. 

Haven  

Havens naturlige centrum er de to hvide orangerier, som har været overvintringssted for de sarte sydlandske planter som i 1700-tallet var så populære i overklassen. Orangerierne bruges i dag til koncerter og andre kulturelle aktiviteter om sommeren, mens de om vinteren stadig fungerer som beskyttelse for havens sarte vækster.

Haven fremtræder i dag i to afsnit adskilt af orangerierne. Den forreste del er et symmetrisk anlæg i barokstil med et springvand i midten. Denne del giver et indtryk af den civiliserede have, hvis ypperste formål var, at herremanden skulle kunne promenere i haven. Den bagerste del af haven bestod oprindeligt af et system af alleer samt en bosquethave. Også denne del af haven er renoveret, og i forårsmånederne blomstrer et væld af smukke løgplanter her.

En af Danmarks bedst bevarede renæssanceherregårde

Smukt placeret på det bakkede Djursland ligger Gammel Estrup. Nyd de pragtfulde sale, hvor adelen dansede og festede, og gå på opdagelse i de elegante gemakker og enkle værelser, hvor slægten Scheel og deres tjenestefolk levede deres private liv igennem 600 år. Gå en tur i den smukke barokhave med karpedamme og orangerier, mens børnene prøver den nye store legeplads. Året rundt er der aktiviteter for hele familien blandt andet koncerter, historiske børneaktiviteter, 1700-talsdage og juleforberedelser.

I 1930 blev Gammel Estrup oprettet som museum, og fremstår i dag som et enestående eksempel på de danske herregårde og det liv, der blev levet blandt herskab og tjenestefolk. Museet er et interiørmuseum. Det vil sige, at værelser, gange og sale er indrettet så autentisk så muligt, så de besøgende kan få det bedste indtryk af dagliglivet på herregården.
Hvert år er der desuden skiftende særudstillinger, historiske aktiviteter i alle skoleferier samt 1700-talsdage, Allehelgensaften og Jul på herregården.

Se, hvad andre deler på Instagram

#gammelestrup #visitdjursland #visitaarhusregion