
Efterårsferie for børn på Aarhus Teater
Besøg Aarhus Teater i efterårsferien når de åbner op for sjov og underholdning for de mindste. Glæd dig til leg, musik og teaterforestilling, og kom på opdagelse rundt i det smukke gamle teater.
Aarhus Teater inviterer hele familien til sjov og underholdning, når de åbner op for de yngste i efterårsferien.
Lillebitte Kæmpestor
Tag med på en musikalsk rejse hvor du kommer til at undre dig over alt det der er lillebitte, kæmpe stort og alt derimellem. Hvordan kan det være at en kæmpe stjerne i det uendelig store univers kan være så lillebitte når vi ser på den? Og hvordan kan det være at en lille klump i maven kan vokse sig til at føles kæmpestor?
Alle fra 3 år kan se med.
Ocean
Du inviteres ind i Oceans dybhavsunivers, hvor MYKA tilbyder en særlig betydningsfuld oplevelse med dem, du holder af. Der er fokus på nytænkning med bevægelse, lys, lyd og sanselig stimulering, som styrker båndet mellem baby og forældre.
Aktiviteten henvender sig til babyer i alderen 3-7 måneder og deres forældre.
Rundvisning for hele familien
Kom med på rundvisning tilrettelagt specielt til børn, og oplev Aarhus Teater fra alle vinkler. Hør om alle de spændende historier, der er på facaden, og oplev Store Scene og de smukke udsmykninger i salen. Få også et smugkig bag om forestillingerne, og oplev det finurlige rekvisitlager og værkstederne.
Rundvisningen egner sig bedst til børn fra 6 år. Vær opmærksom på at der er trapper, og at elevatoren ikke benyttes.
Rundvisningen tager ca. 1 time.