Salling Rooftop

Det nye og det gamle Aarhus

Foto: Farme and Work

Der er meget at se i Aarhus, og man kan sagtens bruge flere dage. Men jeg har erfaring med at møde gæster, der kun er her én dag. Derfor har min guide fokus på oplevelser, I kan nyde og nå på en dag til fods i den centrale del af byen. 

✍️ Af Claus Christensen
Lokale guider i Aarhus

Den lokale guide Claus Chrisetnsen
Foto: Alexander Håkansson

Hvor vil du anbefale, at vi starter vores tur rundt i Aarhus? 

Udgangspunktet for min tur rundt i “det nye og det gamle Aarhus” er havnen. Det er her, jeg som frivillig møder gæsterne fra krydstogtsskibene. Og så holder jeg personligt rigtig meget af at se byen fra vandsiden. 

Her ser man allerede det nye og det gamle side om side. Start turen på Balticagade – måske ved bageriet Jumbo, som er en af de lokales favoritter, og hvor I kan tage både en kaffe og kage med to-go. Gå forbi eller omkring DOKK1, som bl.a. huser det nye hovedbibliotek. Følg den historiske havnefront med udsigt til de moderne bygninger, som rejser sig på Aarhus Ø. Og bevæg jer derefter mod Skolegyden, forbi Katedralskolen, indtil I står på Store Torv. 

Hvor kan vi opleve “det gamle Aarhus”?

“Aarhus” kommer af “Aros” - “byen ved åens munding”. Området omkring Lille og Store Torv, hvor domkirken ligger, var den centrale historiske del af Aarhus og lå bag en beskyttende ringvold. Her finder I i dag også det lille vikingemuseum, som er placeret oven på den gamle by. Vil I opleve noget af det ældste af Aarhus, anbefaler jeg et stop her, ligesom domkirken – Danmarks største – bestemt er et besøg værd.

På Vikingemuseet kan I komme tre meter ned under nutidens Aarhus. Undervejs kan I se lagene af affald fra mange hundrede års byliv og byggevirksomhed. Læg mærke til årstallene på trappens trin – de afspejler rejsen ned gennem jordlagene og tilbage i tiden. Neden for trappens fod står I på den samme flade, som vikingerne i Aros bebyggede med huse og gader for mere end 1000 år siden. Det er lige før, I kan høre, hvordan det har summet af travlhed, hønsekaglen, snak og latter. 

Hvor kan vi opleve “det nye Aarhus”?  

Det moderne kunstmuseum ARoS er altid et besøg værd. Her finder I dansk og international kunst i verdensklasse, både klassisk og moderne. På toppen finder I også den dansk/islandske kunstner Olafur Eliassons spektakulære kunstværk, Your rainbow panorama

Efter jeres besøg her, kan I dykke tilbage ned i det gamle Aarhus, hvis I fortsætter ned ad Vester Allé ("Fattiggårdsbakken") til Mølleparken  og herefter langs åen til Grønnegade med en afstikker ad Møllestien, som er en meget smuk og charmerende lille gade. 

ARoS Aarhus Kunstmuseum
Foto: Schmidt Hammer Lassen, ARoS Aarhus Kunstmuseum

Hvor skal vi slutte vores tur? 

Gå fra Møllestien til Vestergade, forbi Vor Frue Kirke og hele vejen ned til Lille Torv. Her kan I bevæge jer lidt til venstre ad brostensgaderne til Latinerkvarteret, som er et af Aarhus mest stemningsfulde områder. Her finder I gamle, små bygninger, som bl.a. huser hyggelige restauranter og caféer eller små moderne butikker, hvor I kan købe smukt kunsthåndværk eller den nyeste mode.

Er der en særlig oplevelse, som gæsterne altid fremhæver, når du møder dem, efter de har været i Aarhus? 

Jeg anbefaler alle at gå op på Salling ROOFTOP (og ROOFGARDEN). Her er der en storslået udsigt over hele Aarhus og opland. Det er også en fantastisk og moderne arkitekturoplevelse. Og så er det gratis. Der er både cafe, tagterrasse, musikscene og en skywalk 27 m over gaden – hvis du tør? Mange gæster fortæller, at de synes det er en helt unik mulighed som gæst i Aarhus at få det udsyn.

5 starttips til turen

 

  1. Parkering: Sæt evt. bilen ved Navitas, hvis I starter dagen ved havnen eller Dook 1. Her er der 450 betalingspladser til rådighed og derfor oftest også god mulighed for at finde en palds. Og så er Navitas-bygningen en oplevelse i sig selv! 

  2. Rutens varighed: Regn med, at I skal sætte imellem to og fire timer af til den tur, jeg har anbefalet. Det afhænger lidt af, hvad I besøger undervejs. Turen er ca. 5,5 km lang.

  3. Forplejning undervejs: Hvis I vil nyde en god frokost på turen, anbefaler jeg, at I evt. prøver en klassisk omgang dansk smørrebrød på Teaterbodegaen eller hos Klokken i Mindegade. Ellers er der mange caféer og restauranter på turen

  4. Transport imellem stop: Aarhus er en lille storby. Selvom I selvfølgelig kan hoppe på en bybus eller et letbanetog, når I bevæger dig rundt i byen, er alle stop på den her tur inden for kort gåafstand af hinanden. 

  5. Hvornår skal man besøge Aarhus? Altid! Men hver årstid har sin charme – dog er der mest udendørsliv i sommerhalvåret, bl.a. langs åen. Uden for sæsonen er der også masser af muligheder i museer, naturen og de andre spændende steder.