Vi skaber noget

Af Sofie Øgård Gøttler

Jørgen Vinther Pedersen er ReThinker og frivillig teamleder ved projektet Det Gode Bord til Food Festivalen, dvs. han har sagt ja til at tage lidt mere ansvar og en lidt mere koordinerende rolle ved nogle af opgaverne som ReThinker. På hovedet har Jørgen en sixpence og i hånden et clipboard, så han kan holde styr på sine tropper og fortælle én, hvor man skal være hvornår.

Jørgen er 69 år og efter 40 år på arbejdsmarkedet er det nu fire år siden han vinkede farvel til jobbet som pædagogisk leder:

- Jeg skulle etablere et nyt, meningsfyldt seniorliv. Man siger jo farvel til en del relationer, så det er er med at få skabt sig nogle nye, fortæller Jørgen. Det var blot nogle af de tanker, han gjorde sig, inden han i foråret 2016 gik til et af de informationsmøder om frivillighed hos Aarhus 2017, der blev begyndelsen på en karriere som ReThinker.

Siden da er det blevet til ikke færre end 10 arrangementer med den orange jakke på. Det Gode Bord er Jørgens hidtil største ansvarsopgave som teamleder. En udfordring han nu ikke er så nervøs for:

- Jeg var vant til lederrollen fra mit job inden jeg blev pensioneret, så jeg sagde selvfølgelig ja, fortæller Jørgen med en anelse stolthed i stemmen. Han understreger, at arbejdskulturen bliver tilpasset de evner, man nu engang har. Og man er altid fri til at sige fra overfor fysiske opgaver.

Selvom Jørgens titel som leder indikerer en vis autoritet, ser han sine kollegaer som ligesindede. Det, tror han, især skyldes den kultur, som er skabt af frivilligkoordinatorerne, der er de overordnede tovholdere. Som frivillige er vi inviteret med, og vi er med til at gentænke og medskabe i et ligeværdigt og positivt miljø.

- Når vi går hjem, har vi skabt noget. Det er det bedste ved det. Jeg vil næsten sige, at det tænder mig, forklarer han med et varmt glimt i øjet.

Og det må man sige, at de frivillige ved Det Gode Bord denne dag har gjort. Når dagene er omme, vil de have rejst gigantiske sejl, der skal beskytte gæsterne mod det lunefulde vejr, og hængt glimtende lysekroner op. De har pyntet borde i nordisk stil med rustikke planter og hvidkål og ikke mindst dækket danmarkshistoriens nok længste langbord.

De kommende dage vil flere tusinde mennesker nyde godt af ReThinkernes store indsats. En indsats de orange fyrtårne har ydet i fællesskab på tværs af alder, uddannelse og tidligere job. Og som Jørgen slutter:

- Man snyder simpelthen sig selv ved ikke at være frivillig.

Del denne side

Frivillighovedstad 2018

I 2018 er Aarhus Kommune udnævnt til at være Europæisk Frivillighovedstad, og det betyder, at der gennem hele året vil blive sat særligt fokus på den frivillige indsats i Aarhus. Du kan læse mere om de initiativer, der findes omkring Frivillighovedstaden i Aarhus nedenfor.

Frivillighovedstad 2018 

Har du brug for frivillige?

Har du brug for frivillige ReThinkers, er du altid velkommen til at rette henvendelser til os på rethinkers@..., hvis du overvejer at knytte frivillige til dit arrangement eller ønsker at få spredt budskabet til potentielt flere frivillige.

Læs mere