VisitAarhus

Alice i Eventyrland i Aarhus Teater

Oplev årets familieforestilling om den nysgerrige pige Alice og hendes rejse ind i en verden fuld af mystiske væsener. Lewis Carrols legende fortælling om Alice har betaget børn og voksne  i mere end 150 år.

Alice i Eventyrland inviterer hele familien med ind i et forunderligt univers, der udfordrer dine sanser og dit perspektiv.

Alice tager jer med ned i kaninhullet og med ind i en verden, hvor I møder de særeste dyr og væsener. Dyrene kan tale, og i deres farvestrålende verden af skæg og løjer ophører logikken. I rollen som Alice kan du opleve Aarhus Teaters unge stortalent Andrea Øst Birkkjær, der blandt andet var juleånd i sidste sæsons familieforestilling, Et Juleeventyr i Aarhus Teater.

Unikt makkerpar

Alice i Eventyrland er lagt i hænderne på det erfarne makkerpar instruktør Maria K. Sunesen og scenograf Mie Riis. De har sammen stået bag en række store og meget roste børne- og familieforestillinger i Danmark og Norge, blandt andet den flotte opsætning af Storm over Ramasjang på Østre Gasværk Teater i 2020. Med hjælp fra koreograf Christel Klan Stjernebjerg, en række skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble og artisterne Mille Gori og Alex Otto sørger de for at få vores verden vendt mere eller mindre på hovedet.

#aarhusteater #visitaarhus #visitaarhusregionen