Your rainbow panorama på toppen af ARoS Aarhus Kunstmuseum

Elsker Aarhus

Der sker altid noget i Aarhus. Planlæg dit næste weekendophold efter en af byens fede musikfestivaler NorthSide eller SPOT, FOOD Festival eller Aarhus Festuge. Også Musikhuset Aarhus har et stort program med og dertil kommer byens mange skønne attraktioner og aktiviteter.

Tag et weekendophold i Aarhus

Hvert år lægger store verdenstjerner vejen forbi Aarhus, og i 2019 var det bl.a. Patti Smith og Band of Horses, der besøgte Musikhusparken og i Ceres Park og Arena stod navne som Phil Collins, TOTO og Volbeat på scenen i løbet af sommeren.  

Gå tur i regnbuen og tag på en unik tidsrejse

Aarhus byder på museer i verdensklasse, et besøg i Den Gamle By, på ARoS eller en tur til Moesgaard Museum skuffer aldrig! En tur i Tivoli Friheden er et must, når familien besøger Aarhus, hvor rutsjebaner, radiobiler, pariserhjul og Fed Fredag koncerter med nogle af Danmarks bedste kunstnere sikrer timevis af underholdning.

Den Gamle By

I Den Gamle By går du tilbage i tiden og i de brostensbelagte gader, kan du møde karaktererne fora fortiden og komme med indenfor i huse og værksteder fra H.C. Andersen's tid og frem til 1970'erne. Her kan du besøge et kollektiv eller tage på den legendariske jazzbar Bent J.

ARoS Aarhus Kunstmuseum

Kunstmuseet ARoS med det fantastiske kunstværk Your rainbow panorama på toppen er et must, når du besøger Aarhus. Museet er et oplevelseshus med klassiske kunstudstillinger, imponerende installationskunst og særudstillinger fra ikoniske kunstnere.

Moesgaard Museum

Den arkitektoniske perle Moesgaard Museum, beliggende ved de smukke skove syd for Aarhus, præsenterer fantastiske fortidsfund fra jernalderens våbenofringer til verdens bedst bevarede moselig Grauballemanden.

Væksthusene

En fantastisk gratis oplevelse i Aarhus er et besøg i Væksthusene og Botanisk have. Beliggende ved siden af Den Gamle By og i gå-afstand fra centrum af byen er det et perfekt sted at gå på opdagelse i de fire klimazoner og komme tæt på eksotiske planter og blomster.  

Shopping i charmerende gader

Er du til shopping og god mad? Aarhus vil helt sikkert ikke skuffe dig. På gågaden Strøget finder du alle de velkendte butikker, og fortsætter du til Latinerkvarteret, kan du i de brostensbelagte gader finde eksklusive butikker, hyggelige spisesteder og trendy kaffebarer og meget mere. I området ved Frederiksbjerg finder du lokale kunsthåndværkere, der bl.a. sælger keramik, glaskunst og smykker.

Strøgtur

På Strøget kan du ikke undgå at ramme stormagasinet Salling, der også byder på alt, hvad hjertet kan begære, og det er også her, du finder det spektakulære Salling ROOFTOP, hvor du kan nyde en frokost med den mest fantastiske udsigt ud over byen - i absolut stilrene og nordisk designede omgivelser.

Tæt på by og tæt på strand

Aarhus byder på det perfekte mix af pulserende storby, god shopping, gastronomiske smagsoplevelser, fantastiske attraktioner og skønne hoteller. Aarhus er perfekt for dig, der elsker at udforske byen til fods eller på cykel, alt er inden for kort afstand, og ikke langt fra byens centrum har du vand, strand og de smukke skove omkring Marselisborg, Moesgaard og Risskov.

Der sker altid noget i Aarhus

Planlæg dit besøg efter en af byens fede musikfestivaler NorthSide eller SPOT, FOOD Festival eller Aarhus Festuge. Husk at tjekke Musikhuset Aarhus' program med koncerter og teater, når du planlægger en tur til Aarhus!

Se mange flere begivenheder i Aarhus her.

Eller fra Street Food til Michelin

Det gastronomiske niveau i Aarhus er højt og mulighederne er mange og varierede. Et besøg på byens madmarkeder er et must. På Aarhus Central Food Marked er stemningen afslappet, kvaliteten høj og prisen lav. Aarhus Street Food er et populært sted blandt de lokale og byder på madoplevelser fra hele verden, mere end 30 madboder, øl, vin og god kaffe til ganske fornuftige priser. 

Michelin i Aarhus
I 2019 var Aarhus vært for den prestigefyldte uddeling af Michelinstjerner, et værtsskab der tilfaldte Aarhus, da byen og området har masser at byde på når det kommer til gastronomi. Niveauet er højt og  råvarerne lokale. Aarhus rummer fire Michelin restauranter og flere restauranter er hædret med Bib Gourmand og benævnelse i White Guide og du finder masser af gode og hyggelige caféer, vinbarer, tapasbarer og burgerjoints.

Find dit favorithotel i Aarhus

Efter en dag fyldt med oplevelser er det skønt at læne sig tilbage på et lækkert hotelværelse og dem finder du mange af i Aarhus. Mange af byens hoteller er placeret centralt i byen, tæt på byens attraktioner, spisesteder og shoppinggader. Foretrækker du at bo tæt ved vandet og naturen er der også rig mulighed for det. Skønt beliggende campingpladser og prisvenlige hostels finder du også flere steder i og omkring Aarhus