Frivillige ReThinkers på Food Festival

Af Sofie Øgård Gøttler

To Birckenstock sandaler, der engang var sorte, forsvinder ned i mudderet på den store græsplæne ved Tangkrogen i Aarhus bugt. Sandalerne sidder på fødderne af en ung kvinde, som bærer en orange jakke. Bogstaverne ”ReThinker” pryder ryggen og fortæller, at dens ejermand er en del af noget større. Det er en uniform. Kaster man et blik rundt på den store plads, lyser jakkerne op som små fyrtårne.

Navnet stammer fra tiden da Aarhus var Europæisk Kulturhovedstad, her var temaet Let’s ReThink, og her blev frivilligprogrammet født og de frivillige bærer derfor navnet ReThinkers.

I dag er de mange frivillige ved at opstille Danmarks længste langbord. Det skal danne rammerne om det kulturgastronomiske event Det Gode Bord, der tager det bedste fra den danske selskabstradition og kombinerer det med otte forskellige madoplevelser.

I praksis betyder det, at det knap 300 meter lange bord, bliver inddelt i otte zoner, der har tilknyttet hvert sit køkken, menu og madoplevelse.

I en af pauserne møder jeg Karen, Claus, Birte og Karin. De er alle fire ReThinkers og får sig nu et velfortjent hvil og en bid mad, inden den i eftermiddag står på mere borddækning. De har alle fire to ting tilfælles: Deres favorit til dagens frokost er den sprøde svær på flæskestegen, og dét faktum, at de alle har sagt endegyldigt farvel til arbejdsmarkedet. I deres livs efterår har de nu mere tid på hænderne end nogensinde før.

- Der er sådan en god stemning, og så er det jo ren forkælelse, at være med, fortæller Karen, både med henvisning til den store flæskestegssandwich, der tårner sig op foran hende, men også til de mange arrangementer  som bliver holdt til ære for de frivillige. ”Klap-på-skulderen”-fester, som én af de fire malende kalder dem.

Mens de sidder der på bænken og får en pause fra regnen, går snakken lystigt om alle de kulturhovedstads-events, hvor de har givet en hånd med, siden 2016 blev erstattet af 2017.  De er nemlig ikke helt tilfældigt, at de fire sidder ved siden af hinanden.  Som året blev ældre, begyndte de at kunne genkende hinanden fra forskellige Aarhus 2017-begivenheder - og ikke kun på den orange jakke. De fire er enige om, at efter et helt liv, hvor man er blevet bedømt på karriere og titler, er det befriende bare at kunne iføre sig sin uniform og så er man som alle de andre: Frivillig.

 

Del denne side

Du er her:
Frivillighovedstad 2018

I 2018 er Aarhus Kommune udnævnt til at være Europæisk Frivillighovedstad, og det betyder, at der gennem hele året vil blive sat særligt fokus på den frivillige indsats i Aarhus. Du kan læse mere om de initiativer, der findes omkring Frivillighovedstaden i Aarhus nedenfor.

Frivillighovedstad 2018 

Har du brug for frivillige?

Har du brug for frivillige ReThinkers, er du altid velkommen til at rette henvendelser til os på rethinkers@..., hvis du overvejer at knytte frivillige til dit arrangement eller ønsker at få spredt budskabet til potentielt flere frivillige.

Læs mere